12 tips til hvordan du bliver bedre til at smalltalke
Har du læst artiklen Sådan smalltalker usikre mennesker? Det vil jeg anbefale dig, at du gør først. I den beskriver jeg, hvad du ikke bør gøre.
Nå, nu er det så blevet tid at give dig nogle tips til, hvad du helt konkret kan gøre anderledes!
Tip #1
Sørg for at få udnyttet det korte og afgørende vindue, der er i starten af enhver samtale, til at få præsenteret dig selv og spurgt om den andens navn.
Hvorfor er dette vigtigt?
Fordi det viser, at du er interesseret i at lære din samtalepartner at kende. Husk, vi vil allesammen gerne “ses”… ❤️
Det viser også, at du ønsker at gøre det nemmere for den anden at være sammen med dig, og det skaber en vis form for følelse af, at I kender hinanden.
NB! Det er muligt at udveksle navne senere, men det bliver mere og mere akavet, jo længere du venter.
Tip #2
Start med en kort indledende snak, hvor du kommenterer omgivelserne.
Fx:
“Luften er lidt tung herinde, synes du ikke?”
“Det er lidt svært at se fra de her pladser, ikke?”
Hvorfor er det vigtigt?
Det er det, fordi denne form for indledende snak skaber kontakt og orienterer jer mod hinanden.
NB! Denne form for snak indeholder ingen personlige oplysninger, og man løber derfor hurtigt tør for emner. Det er derfor vigtigt at du hurtigt går videre til næste fase.
Tip #3
Gå hurtigt videre til opvarmningsfasen – Dvs. den fase, hvor du stiller mere personlige spørgsmål, som opfordrer den anden person til at sige noget, som fortæller dig noget om, hvordan han/hun definerer sig selv, så I kan finde noget, som I har til fælles.
Fx:
“Nå, hvad laver du egentlig til daglig?”
“Hvad går du og laver, når du ikke er her?”
“Nå, så du er ingeniør… Hvad er så dit speciale?”
“Hvordan kender du hende, der holder festen?”
“Var det ikke bare utroligt, at Folketinget stemte for at hæve deres egen løn?”
NB! Hvis det ene emne viser sig at være en blindgyde, så kommer du med et andet emne, som måske kan fungere bedre. Du skal være villig til at tale om mange forskellige emner.
Undgå at virke som om du ved alt eller som om du er desperat efter at lære andre at kende.
Tip #4
Vær på udkig efter fælles interesseområder.
Vær kreativ i dit valg af samtaleemner.
Følg med i de vigtigste nyheder i avisen eller på tv, så du har noget at snakke om.
Hvordan finder du et passende emne?
Emnet bør falde naturligt ind i samtalen og hænge lidt sammen med den situation, I befinder jer i.
Emnet bør knytte sig til fælles viden uden at blive fornærmende eller for privat.
Hvordan ved du, om du er på rette spor?
Det gør du ved at lægge mærke til, om den anden smiler, nikker, stiller spørgsmål til dig, kommer med anekdoter eller kommer med den samme slags oplysninger, som du gør.
Tip #5
Giv dig selv lov til at tale om emner, som du kun er nybegynder i.
Det er helt i orden at afsløre, at du fx ikke ved særlig meget om dybhavsdykning eller middelalderkunst… Din samtalepartner vil rent faktisk påskønne din ærlighed – og vil sikkert benytte sig af lejligheden til at lære dig et og andet.
Desuden vil det også få ham/hende til at føle sig godt tilpas at kunne fortælle dig noget, som du ikke vidste i forvejen.
Gør dig derfor umage med at øve dig i at sige ting som fx:
“Hold da op, det vidste jeg slet ikke!”
“Det har jeg slet ikke tænkt på på den måde før!”
På den får du den anden til at have det lidt bedre med at risikere noget i samtalen.
Tip #6
Husk, at hvis et samtaleemne bliver afvist, så er der ikke nogen grund til at tage det personligt.
Hvis du stiller et spørgsmål, og din samtalepartner går videre til noget andet, så er det ikke dig, han afviser – bare det emne, du taler om.
Måske er det et emne, han/hun ikke er helt tryg ved eller usikker ved at tale om. Giv slip på det, og tænk på noget andet.
Tip #7
Påtag dig værtsrollen i samtalen – i stedet for at spille rollen som gæst.
Fokuser på at gøre samtalen som behagelig som mulig for din samtalepartner.
Fx:
Start med at sige noget næsten inden din samtalepartner er færdig med at tale.
Tilføj noget til det, den anden person siger.
Stil spørgsmål.
Led samtalen i nye retninger, når et emne er udtømt.
Læg mærke til signaler hos den anden, der viser om han/hun ønsker at tale eller give dig ordet. De signaler, du bør lægge mærke til, er fx din samtalepartners grad af øjenkontakt, om ha/hun laver småpauser, drejer hovedet væk eller ændrer stemmens tonehøjde.
Tip #8
Uddyb dine svar.
Hvis du kun svarer “Ja” eller “Nej”, så bliver det meget svært at udvikle en samtale om et emne.
Afslør et eller andet om dig selv.
Når du præsenterer dig selv, så fortæl fx gerne et eller andet, der knytter sig til dit arbejde (Fx “Jeg arbejder for et computerfirma. Vi producerer…”)
Forsøg at kæde dit job sammen med et eller andet, der knytter sig til din samtalepartners liv (Fx “Hvad for noget software bruger I mest der, hvor du arbejder?”)
Tip #9
Når du ikke ved, hvad du ellers skal finde på, så stil et spørgsmål.
Det kan fx være et opklarende spørgsmål.
Der er sådan set en meget simpel måde at gøre det her på: Du stiller ganske enkelt et spørgsmål, hvor du omformulerer noget af det, som den anden person har sagt…!
Fx:
“Har jeg forstået det her rigtigt… Dvs. det du siger er altså, at….?”
Hvorfor søren er dét en god ide?
Det er det, fordi det er en meget simpel måde at udfylde tavsheden på.
Det viser også din samtalepartner, at du deltager, at du er opmærksom på det, han/hun siger, og at du leder efter noget at snakke om, som I har til fælles.
Desuden giver det den anden person mulighed for at uddybe og forklare.
Tip #10
Hold øje med, om der opstår tavshed – og tag ansvar for den.
Hvorfor?
Jo, husk, tavshed er pinligt for din samtalepartner.
Når der opstår tavshed i samtalen, bør du derfor påtage dig værtsrollen i samtalen. Dvs. hop ind med et spørgsmål eller en kommentar.
Fx:
“Nå…, så du dyrker kartofler… Hvordan har det så været med alt den regn?”
Bring evt. et helt nyt emne op, så tavsheden brydes.
Tip #11
Vær villig til at afsløre personlige ting om dig selv.
Fx:
A: “Vi blev henvist til den der børnelæge af min veninde, som fik barn for et år siden. Hun hjalp mig også med at finde en god vuggestue.”
B: “Jeg synes også, det er utrolig svært at finde en god vuggestue. Min søster havde også problemer med at finde en babysitter for nylig, da hun gerne ville i biografen med sin mand.”
Hvorfor er dette vigtigt?
Det rykker dig og din samtalepartner ud over det forholdsvis upersonlige, som I har til fælles pga. det sted I befinder jer, og henimod en relation, som kan være tættere og mere givende.
NB! Prøv at matche din samtalepartner nogenlunde mht. hvor meget du afslører om dig selv og hvor hurtigt. Ofte går generte mennesker enten for langsomt eller for hurtigt gennem denne fase.
Hvad nu, hvis den anden person ikke virker villig til at afsløre noget som helst om sig selv?
Så kan det være en god ide at lade være med at prøve at gå videre med dette – uanset hvor ubehagelig situationen virker.
Husk på: Måske har personen brug for lidt mere tid til at varme op, fordi han/hun er genert. Eller også er vedkommende simpelt hen arrogant. ?
Tip #12
Øv dig i at smalltalke.
Træn dig i at smalltalke i situationer, hvor det ikke er så risikobetonet.
Start fx en samtale med en person, når du befinder dig et sted, hvor der er meget lille sandsynlighed for, at du møder personen igen. (Fx. når du står i kø ved billetlugen i biografen.)
Derefter kan du begynde at træne smalltalk med de mennesker, du møder hver dag ved busstoppestedet eller i køen i kantinen.
Det bliver nemmere og mere naturligt at smalltalke, jo mere du øver dig i det.
Rigtig god fornøjelse med træningen! ☺
Kærlig hilsen
Lotte
Kunne du lide den her artikel? Tilmeld dig nyhedsbrevet og få flere af samme slags.
I magne år fik jeg det varmt i hele kroppen og blev rød i hovedet, når jeg følte mig fokus. Jeg føte også at andre mensker dømte mig. Men var der en af mine veninder der fortalte at hun havde det ligesådan. Så nu er jeg blevet lidt bedre til at tænke at andre mensker også er usikre og jeg skal få dem til at have det bedre. Det hjælper også at flyte fokus over på den anden synes jeg. Tak for idéen med at tænke på sig selv som vært i samtalen. Det er måske det jeg gør?
Hilsen
Camilla
Dejligt at høre feedback på det, jeg skriver, Camilla. 🙂