Gratis brevkasse

Stil mig et spørgsmål i brevkassen og få et personligt svar

Spørgsmålstegn

Læs de mange brevkassesvar om angst, lavt selvværd, OCD og perfektionisme lige her >>

Går du og tumler med et spørgsmål om panikangst, OCD, sygdomsangst, generaliseret angst eller for mange bekymringer, fobier, eksamensangst, søvnløshed, social fobi, præstationsangst/præsentationsangst, lavt selvværd eller perfektionisme eller noget helt syvende i den boldgade, så er du velkommen til at stille mig det her i brevkassen.

Da jeg får mange brevkassespørgsmål hver uge, er du ikke garanteret at få et svar, men jeg gør alt, hvad jeg kan, for at følge med, og besvarer så mange som overhovedet muligt.

Du må gerne stille spørgsmålet anonymt. Jeg forbeholder mig ret til at bruge materialet fra de stillede spørgsmål i mit materiale (nyhedsbrev, foredrag mm.) – naturligvis i anonymiseret form, sådan at andre kan drage nytte af det.

Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev, så du kan få mit gratis onlinekursus “Hvad enhver bør vide om angst.”

 

Sådan stiller du spørgsmål i brevkassen…

brevkassenSkriv og stil dit spørgsmål ved at gå heeelt ned i bunden af siden og find kommentarfeltet. (Dvs. dér hvor der – mærkeligt nok – står “Skriv et svar“…)

Her skriver du dit navn + din email.

Det må gerne være et “Anonymt brevkassenavn” du finder på. Dvs. du behøver altså ikke skrive dit rigtige navn. Din emailadresse skal dog være korrekt.

Og bare rolig. Det er KUN mig, der kan se din emailadresse.

Derefter stiller du dit brevkassespørgsmål i kommentarfeltet.

Der er IKKE garanti for, at dit brevkassespørgsmål bliver besvaret, da jeg får mange spørgsmål hver uge. Du kan hele tiden følge med på brevkassesvarsiden og se, om netop dit spørgsmål er blevet besvaret.

Ønsker du hjælp NU, så download mit gratis onlinekursus om angst eller kontakt mig, så kommer vi nemt i gang med en session over Skype hurtigst muligt.

lotte ingerslev

 

Kærlige tanker,

Lotte

 

 

 

 

36 Comments

  1. Hej Lotte.
    I sidste weekend var jeg til en familiefest med min kæreste og hendes familie, og vi skulle alle sammen skiftes til at læse en side tekst op for resten af de andre, der sad rundt om bordet.

    Da jeg startede på at læse den side, jeg skulle læse op, begyndte det sådan set ok, men da jeg kom til midten af siden, begyndte mit hjerte bare at hamre og min stemme begyndte at ryste. Jeg forstår ikke, hvorfor det skete. Det var ligesom om det bare kom ud af det blå?
    Og det var bare vildt pinligt, især fordi hele min kærestes familie sad og overværede det hele.

    Der var ikke nogen, der sagde noget om det, men jeg fik bare følelsen af, at de kunne mærke, at jeg var så ekstremt nervøs. Resten af aftenen var jeg bare totalt i chok over det, og kunne ikke lade være med at tænke på situationen igen og igen – jeg fik slet ikke sovet om natten pga. tanker om, hvor flovt det må have været for min kæreste, og at hendes familie nok tænker dårligt om mig nu.

    Hvordan synes du, jeg bør tænke om den situation? Jeg har jo bare lyst til at undgå min kærestes familie i al fremtid!

    På forhånd tak.
    SC

    1. Kære Lotte
      Du kender mig fra tidligere jeg var den første eller en af dine første Skype klienter ,jeg vil bare sige dig tak for al din hjælp. Jeg bliver stadig glad jeg høre din venlige stemme her i forbindelse med angst, den gir mig en eller anden form for tryghed.
      Har du aldrig tænkt på at udgive dine nyhedsbreve på cd , så får man ikke kun dine kloge ord men også din venlige stemme . Det at høre den er beroligende og angst dæmpende., på mig , mon ikke det skulle forholde sig ligesådan for andre.
      Kære Lotte jeg mener bestemt ikke du skal holde op med at have klienter , det at være i kløerne på dig er abselut at foretrække . Endnu en gang tak for din hjælp ,
      Kærlig hilsen og knus. Helle

    2. Hej . Jeg er belevet dignoseret med ocd og adhd. Jeg har boet på et bo sted og har fået hjælp så er godt på vej. Men mine tanker skaber stadig problemer for mig . Når jeg feks er på skole/ arbejde og skal præstere kan jeg blive så angst at jeg føler jeg ikke kan huske . Feks ved jeg godt tingene men bliver så bange fot at fejle at jeg “lader som om jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ” og på den måde trækker jeg mig væk fra sitationen, men det er en undgåelse metode, som gør at folk tror jeg ikke kan men når jeg er selv kan jeg godt tingene .. Har du et råd til mig ?

  2. Hej

    Jeg har en frygt for, at jeg kan komme til at sige noget skørt, som jeg går og tænker på, så jeg kan ikke kigge folk i øjnene, jeg bliver bange for, at de kan mærke, hvad jeg tænker, jeg har mange mærkelige tanker, og nogle gange så får jeg det som om, jeg pludselig kan komme til at sige det højt, det er ikke tourette, men det jeg tænker på er bare underligt, det er så mange tilfældige ting.

    Det har før været så værst, at når jeg var i supermarkedet, så blev jeg rød i hovedet, når jeg kiggede på andre mennesker, de mindste ting kunne gøre mig meget pinligt berørt, og jeg kunne bliver rød i hovedet over alt muligt, fx hvis jeg kom til at huske nogle ord, som minder mig om et eller andet mærkeligt, kunne få mig til at bliver rød i hovedet, det er heldigvis blevet bedre, fordi jeg er begyndt at slappe mere af.

    Jeg kan tit blive meget nervøs, når jeg er steder, hvor der er andre mennesker, jeg føler mig bange for bare det at nærme mig andre mennesker, i det samme rum, fx hos lægen, gør mig anspændt og jeg kan ikke sidde stille osv. Men når jeg kommer hjem, kan jeg godt slappe af. Når nogen sætter sig ned ved siden af mig, og jeg bliver nødt til at rykke mig, for at han/hun kan sidde ned, så er jeg tit bevidst om, hvordan jeg lugter, selv om jeg normalt lugter ok, nogen gange lugter jeg dårligt (af sved, eller af ost fra lugten af regn på min frakke). Når jeg skal til eksamen er jeg også på samme måde, nerverne tager over, jeg går ikke i panik men jeg er ligesom ikke mig selv, og ryster.

    Jeg vil nu ikke sige, det er så slemt at jeg får et panikanfald, det er mere nervøsitet, der går op og ned hele tiden.

    Ved du noget om problemet, jeg kan ikke finde noget på nettet.

    Håber du kan hjælpe mig?

  3. Hej Lotte

    I de sidste tre måneder har jeg været meget plaget af sygdomsangst. Jeg har fået taget blodprøver for 6 forskellige ting, og alle prøverne var helt normale. Jeg har også fået taget et EKG nede hos min læge, som heller ikke viste noget unormalt, og fik også taget et EKG, da jeg endte på hospitalet efter at have ringet 112, fordi jeg havde haft panikangst i 2 timer i træk og bare ikke kunne holde det ud mere. De målte også mit blodtryk, som var 116, det var ikke så slemt som det kunne have været. Jeg får normalt panik om aftenen og om natten og også tit om dagen. Jeg går i seng kl. 10 om aftenen, hvis det er en rigtig slem aften. Jeg er 21 og går på universitetet, så at gå i seng kl. 10 påvirker mit sociale liv meget, angsten påvirker også mit forhold til min kæreste, jeg er bekymret hele tiden. Hvis det gør ondt i en finger, så tror jeg, at det er en blodprop, som er på vej til mit hjerte, hvis det gør ondt i siden af maven, så er det min blindtarm, som er ved at springes eller leversvigt, hovedpine er hjerneblødning, det er slemt, jeg føler mig totalt afhængig af at søge efter mine symptomer på nettet, det gør mig bare mere panisk, men jeg kan bare ikke lade være. Jeg håber, at du har nogen råd til, hvordan jeg får kontrol over min sygdomsangst.

    Svend

  4. Hej Lotte. Jeg har mange varianter over angst. På et tidspunkt led jeg af flyskræk. Jeg prøvede alt muligt. Til sidst besluttede jeg at jeg ikke behøvede at flyve nogensinde igen. SÅ gik der ikke særlig lang tid før jeg stille og roligt kunne flyve. Jeg er ikke blevet verdensmester, men det går. Jeg har prøvet samme metode med flere andre ting med rimelig succes. Det skal siges at jeg er en person der hele mit liv har kastet mig ud i ting selvom jeg var hundeangst (nærmest en livsstil uden egen omsorg) og at det sikkert har været med til at skabe min angst. Umiddelbart lyder det lidt omvendt af mange andres ‘stil’ og løsning. Eller hvad er din kommentar? hilsen Nynne

  5. Hej Lotte
    Jeg vil gerne spørge dig om der er en sammenhæng mellem det at være særligt sensitiv og angst/ tvangstanker og ocd?

  6. Er det noget, der er svært at ” behandle”? Og er medicin nødvendig?
    Min datter har nu prøvet hypnose, psykolog og tankefeltterapi uden virkning. Og nu har hun ikke flere penge, da hun er studerende og har brugt rigtig mange penge ( og resourcer) på at blive hjulpet.. Øv at intet hjælper.
    Håber du har nogle ideer…;)

  7. Hejsa Lotte. Jeg er en fyr på 26 år, der døjer meget med lavt selvværd og usikkerhed, samt panik angst, generaliseret angst, adhd og søvnapnø, så jeg er meget hårdt ramt. Jeg har igennem 4 måneder nu, datet en pige, og er også blevet kærester med hende, jeg elsker hende rigtig højt, hun fuldender mig på en måde, og har faktisk ikke behov for at være sammen med andre end hende. Hun har en datter, som jeg også er enormt glad for, og som giver mig SÅ meget i min hverdag.

    På det seneste, er vi dog begyndt at rende i nogle problemer, jeg har haft en knap så god barndom og opvækst, som har gjort at jeg har nogle grundlæggende problemer. Hun er begyndt at kommentere meget på det, og komme i tvivl omkring, om jeg er gearet til at bo sammen med dem, og på sigt være far. Det har resulteret i dårlig stemning, hvor vi har mange dybe snakke omkring de ting her. Og det mere hun kommenterer på det, det dårligere får jeg det med hele situationen. Jeg har spurgt min læge omkring terapi, men da der er mange ting i gang i mit liv pt, mener han ikke at han vil igangsætte det. Så det jeg efterspørger er nogle værktøjer, evt strategier til at håndtere min usikkerhed. Hun siger tit til mig, at hun elsker mig, og ikke har tænkt sig at forlade mig, hun vil hjælpe mig med at få det bedre, jeg føler dog af og til at vi glider fra hinanden, og så er det at alle mine alarmklokker ringer, og jeg bliver rastløs, og får tankemylder, for hvad nu hvis, og hvad nu hvis hun møder en anden der er mere spændende.

    Min kæreste er et år ældre end mig, og har også haft en lidt spøjs opvækst, hvor hun har været mange ting igennem. Hun døjer i dag med en depression, og har generelt haft mange dårlige forhold, som har sat sit aftryk i hende, og det kan jeg også tydeligt mærke. For jeg er en fyr der er meget kærlig, opmærksom, kan godt lide at bekræfte hende, og generelt sørge for hun er lykkelig. Det har hun generelt haft svært ved at tage imod, og gengælde. Hun har til tider følt sig kvalt af mig, som kan spores tilbage til min usikkerhed generelt.

    Hvad er dit råd til mig, og hvordan synes du jeg skal håndtere det her generelt?

  8. Kære Lotte

    Jeg har et spørgsmål om amygdala. Som jeg forstår det er angst et spørgsmål om at denne del af hjernen på et tidspunkt er blevet “overfølsom” og har brug for at blive omprogrammeret til et normalt niveau. Hvis jeg har forstået dette rigtigt, er det så noget man selv kan arbejde med ??

    Jeg har lidt af angst i 5 år, det startede med et voldsomt panikangst anfald som blev udløst efter lang tids stress. Efter mit første angstanfald blev jeg slået helt ud af kurs og var ikke i stand til at klare mit liv selv, det tog mig ca. 1 år, før jeg kunne klare de fleste ting ting igen. Nu er jeg så landet et sted hvor jeg vil kalde mig selv for en yderst ængstelig person, det kan være ganske små ting som udløser min angst, særligt kropssymptomer er svære at håndtere, trods det at jeg efterhånden ved så meget om angst.

    Desuden har jeg nået en alder hvor overgangsalderen har sat ind og jeg tænker at dette måske også kan have en indvirkning på min nervøsitet og angst.

    Jeg har modtaget psykoterapi og jeg arbejder hver dag med mig selv, rydder op i mit liv, øver mindfulness samt dyrker motion og spiser hensigtsmæssigt, jeg har aldrig taget medicin for min lidelse.

    Jeg tænker selv at den terapi jeg har modtaget ikke har været effektiv nok, ihvertfald ser det ud til at min hjerne ikke har forstået budskabet om at der ikke er fare på færde.

    Jeg håber mit spørgsmål giver mening og at du måske kan give mig en ide til at komme videre med min angst behandling.

    Kærlig hilsen

    Karin

  9. Hej Lotte.
    Jeg er kvinde på 21 år, som lider meget af social angst og angst for at rødme.
    Hver gang jeg snakker med folk, er jeg angst for at rødme og hvordan jeg ser ud og hvad jeg siger. Især når jeg skal være sammen med min svigerfamilie, er jeg meget nervøs for at rødme, for hver gang fx min svigermor spørger ind til mig, kan jeg blive helt rød i hovedet og prøver at finde undskyldninger for, at jeg lige skal hente et glas vand, vaske hænder eller fx på toilettet, så hun ikke skal se at jeg bliver helt rød i hovedet, for jeg er så flov over det.
    Jeg er blevet meget indadvendt overfor folk, pga min angst for rødme. Derfor tror jeg også at min sociale angst er kommet op, fordi jeg hele tiden er bange for at folk spørger ind til mig, for så bliver jeg rød i hovedet. Jeg er så ærgelig over det og det forringer virkelig min livskvalitet. Der er ingen i min familie der ved at jeg har det sådan, for jeg prøver altid at skjule det, ved fx ikke at starte samtaler når vi er ude hos folk, fordi så ender det altid ud i rødme. Jeg tænker også tit over hvad folk tænker og synes om mig, og altid hvad jeg siger. Jeg er ellers en sjov og frisk pige, men rødmen ødelægger alt for mig, og hvis jeg bliver inviteret til noget familie tam tam, er jeg altid uger op til, nervøs og angst for at vise min rødme.
    Håber virkelig du kan hjælpe mig, Lotte.

    De bedste hilser herfra

  10. Kære Lotte.

    Min bror blev for ca. 9 år siden kæreste med en pige, de er stadig kærester den dag i dag. Hun har i sin folkeskole tid skiftet skole et par gange og givet udtryk for at hun har haft det svært. Hun har vidst også i en periode taget lykkepiller. Den gang min bror blev kærester med hende og min bror havde inviteret vores forældre samt kærestens forældre til noget fødselsdag, fortalte hendes mor til vires mor, at vi skulle passe meget på hendes datter for hun kommer til at splitte hele familien ad. I starten tog min mor det ikke så meget til sig, for min brors kæreste har fortalt at hendes forhold til hendes forældre ikke er det bedste og at de en gang da hun gik i niende klasse har haft smidt hende ud, så min mor havde nok lidt ondt af hende. Men nu efter en ni års tid ca. og efter at mine forældre bor sammen med min bror oh hans kæreste, har hun oplevet mere og mere hvordan svigerdatteren er. Hun er konstant syg og tager meget jævnligt sin temperatur og hun siger hun ka mærke ligeså snart hun får feber og så tager hun sin temperatur og så har hun måske 37,5. Hun er konstant inde på deres værelse og har nærmest isoleret sig fra alle og kommer kun ud en gang imellem. Min mor bliver mere og mere overbevist om at hun lider af OCD eller noget andet og hun ved snart ikke hvad hun skal gøre, hun føler at min brors kæreste er ved at splitte hele familien ad og min mor og bror kommer tit op og skændes over hans kæreste og min mor føler at min brors kæreste manipulere ham. Min brors kæreste læser også utrolig meget om alle mulige skrækkelige ting som fx. Sygdomme og hun kan finde på at sige at hun tror hun har kræft lige pludselig. Hun er også bange for at der skal komme indbrud og pakker derfor en taske med de dyreste værdier hun har og tager med hvis der fx. Ikke er nogle i huset. Jeg er så ked af at hun på den måde får min mor og bror til at skændes så meget og de kommer længere og længere fra hinanden. Jeg ved ikke hvad der er galt og om min brors kæreste lider af noget, jeg har tænkt på at hun måske lider af generaliseret angst? Men der er ingen der ved hvad vi skal gøre for min bror er så beskyttende overfor hans kæreste og min far bider sig selv intungen og holder inde, men det kan min mor bare ikke. Hun er derudover også årsagen til at min bror desværre ikke længere ser flere af hans bedste venner gennem over 20 år pga. de har haft kritiseret hans kæreste. Jeg er så ked af at jeg føler at min familie er ved at blive splittet og håber sådan du kan hjælpe mig med nogle svar eller noget jeg kan gære for at hjælpe på det hele?
    På forhånd tak for svar.
    Mvh

  11. Kære Lotte
    Jeg har en voksen søn i begyndelsen af 30 erne som blev diagnosticeret med Tourettes syndrom som 12 årig. Hans største problemer i alle årene har dog være kompabilitet med OCD og generaliseret angst. Han har efter enguardia infektion i ungdommen lidt af irritabel tyktarm og acne, hvilket idag er bedre men stadig noget han skal holde nede ved at spise på en bestemt måde og undlade mange ting i kosten.
    For tre år siden får han kønsvorter efter at have haft beskyttet sex. Hans immunforsvar vil ikke få bugt med dem, og selv om det er bedre er der stadig udbrud. Da han altid er bekymret for sygdomme, så har han svært ved at håndtere dette. Han er meget deprimeret, da han ikke føler han kan møde en pige nu og han kan synes især det er svært at leve med at han måske er den ene procent, hvor det bliver ved med at komme. Som forældre er vi de eneste han taler med om det udover læger og speciallæger. Jeg bliver selv meget ked af, at han skal slås med det her og ved ikke hvordan jeg skal hjælpe ham på en positiv måde. Jeg har dog talt med ham om at jeg tror, at hvis han kunne lære at håndtere sin angst for det uforudsigelige, vil hans immunforsvar måske få lettere ved at bekæmpe virusset. Men er er afvisende og siger at hele hans ungdom er smadret og han må nu bare leve alene, da han ikke vil risikere at smitte nogen.
    Som du ved er hele familien vævet ind i problemet, når der er angst. Men her er der jo noget reelt at være angst for, så har du en god strategi til, hvordan vi som forældre kan forholde os.
    Mvh

  12. Hejsa. I November lev jeg ramt af meget pludselige angst/panik anfald. Det skete efter jeg, dum som jeg var, tog en kold tyrker på cymbalta 60 mg. De efterfølgende måneder satte angsten sig rigtig fast. Jeg har altid haft en slags øjen-fobi, så jeg turde ikke ligge med mine hænder for tæt på øjene, fordi jeg tænkte “tænk hvis jeg fik lyst til at pille mine øjne ud”, eller tænk hvis andre gjorde det. Fik ogå tanker som “tænk hvis jeg fik lyst til at slå min kat eller mor ihjel”. Disse tanker gjorde mig ekstremt angste. Angsten for at miste kontrollen satte sig meget dybt i mig. Har aldrig oplevet ikke at have nogen kontrol, på den måde, som jeg oplevede det med panik anfaldene. Min angst begyndte at glide meget over på psykiske diagnoser, skitzofreni, panoid, personlighedsforstyrrelse, miste forstanden, blive dement eller få Alzheimers osv osv. Jeg fik af vide på psykiatrisk skadestue, at det var angst, og jeg bare skulle på de gamle piller igen. Hvilket jeg er nu, og har været det i nogle mdr nu. Pt. er jeg begyndt at komme mere ud, men angsten fylder rigtig meget. Tankerne kører non-stop. Det kan være alt fra, at jeg ser noget i tv, hvor tankerne så kører på, at “jeg ved jo godt det bare er sat op for tv´s skyld”, sådan en tanke gør mig angst… Sådan lidt ala “Er jeg så klog, at jeg er ved at blive skør af det”, til at “jeg kan ikke nå ordentlig ind til mine tanker, mon jeg er dement”. Mine fysiske symptomer virker ikke så vilde, til hvad jeg kan læse mig til, andre oplever. Jeg får ubehag i maven og kan få en smule kvalme, og ubehaget kan gå ned i armene også. Det rammer mig som regel om aftenen, når jeg sidder alene.

    Jeg er kommet ind i psykiatrien hvor jeg venter på en behandlingsplan. Men jeg går og er meget bange for, at det ikke kun er angst jeg har, og hvis det er, at jeg så udfra det kan udvikle en mere dyster diagnose. Ved ikke om jeg har lidt ocd også, da jeg kører meget i ting som fx, “Hvis jeg ikke spiser sundt, bliver jeg dement”.

    Jeg tror jeg med min indlæg her, har brug for at få af vide, om dette virkelig “bare” er angst, og om nogle måske kender til noget der minder om det samme?

  13. Kære Lotte
    Jeg har meget svært ved at smide ting ud samt jeg gemmer mange af børnenes ting.
    Jeg har lige lavet nye værelser til mine to piger. Det hele skulle være Hvidt, så jeg maler en knage hvid. Min datter er 13 og malet den som 8 årig. Så fortryder jeg men kan ikke lave det om. Jeg får et mega angst anfald og ryster, hjertebanken, sveder, kan ikke sove og tankerne flyver.
    Det er ikke første gang at en så lille ting giver mig voldsomme symptomer.. Sidst var fordi jeg fortrød at jeg ikke var taget med ud og spise efter et 25 års jubilæum på mit gymnasium. Men jeg kendte ikke rigtigt dem der var med og skulle ikke møde dem igen.
    Så har jeg haft lige efter min datters konfirmation. Her synes jeg bare der var så meget der kunne være gjort anderledes,
    Jeg er blevet meget opmærksom på, at jeg faktisk kun kender til at bekymre sig. Mine tanker er fyldt og jeg har ofte svært ved at koncentrerer mig. Jeg kan ikke finde ud af at leve uden bekymringer. Jeg føler at jeg skal være forberedt.
    Når jeg oplever noget der minder mig om et tidligere angst anfald, får jeg næsten angst af det.
    Jeg kan se at det bliver med årene er blevet slemmere. Før troede jeg det var sådan man skulle, men nu kan jeg se at det ikke er godt mere.
    Jeg har i årernes løb gået i terapi, psykolog og coach, så jeg har arbejdet meget med mig selv.
    Det er fordi jeg har haft det skidt. Mine forældre blev skilt da jeg var 7 og har aldrig rigtigt kunne finde ud af det. Jeg er nu 44 år.
    Jeg vil virkelig gerne gøre mig fri af den angst og lære at leve nu.
    Hvad tænker du?

  14. Hej lotte..har brug for et råd.
    Jeg har mange ubehagelige tanker.

    kommer jeg ind i et rum er det eneste jeg kan fukusere på
    at jeg føler/tænker alle snakker og griner af mig.Jeg er altid på
    udkig efter om andre griner af mig. Jeg er blevet henvist til en
    special psykiater som har givet mig dignosen ocd.Men jeg føler ikke
    at jeg kan få sagt de ting som også forgår i mig. jeg ved jeg har
    ocd men jeg er bange for jeg også lider mere.
    Helt siden jeg var helt lille har jeg haft panoide forstillinger om at andre
    snakker og griner af mig, og mine tanker for mig til at tro på at der altid er en
    bagtanke ved ting. Jeg har mange tanker om at folk vil svigte mig og udnytte mig,
    også de venner jeg har tæt på. Det er hårdt at have den slags tanker om folk jeg holder af.
    Jeg kommer tit i konflikt med andre fordi jeg hele tiden tror at ting er henvendt til mig altså negativt.
    Jeg falder tit i med at drikke for at holde mine tanker ud. Jeg har bare brug for at vide hvad
    jeg kan gøre for at få det bedre . Hilsen peter

  15. Hej Lotte.
    Håber sådan at du kan hjælpe mig med et svar. Jeg har stress og sygdomsangst som nogle gange går over i panikangst. Går pt til psykolog (er lige startet forløbet), men en ting generer mig voldsomt og udløser angst, nogen gange flere gange om dagen hvor jeg er sikker på, at jeg er ved at blive totalt skør.
    Jeg har opdaget (!!) at der inde i mit hovede hele tiden kører en “rytme”, lidt ligesom hvis man har fået en melodi på hjernen. Har lagt mærke til, at den også er der når jeg går… Ligesom en takt. Rigtig svært at forklare præcist. Jeg har i desperation læst om ocd, men det er ikke på den måde. Jeg har ikke behov for at noget skal passe sammen, vaske hænder eller anden tvangsadfærd eller tanker. Heller ingen “stemmer”. Det trøstede mig lidt, for vil meget nødig også lide af dette. Jeg har hørt og læst så godt som alt på din hjemmeside, men er ikke stødt på dette fænomen nogen steder. Ej heller ved at Google det. Det eneste der kommer frem er melodier/sange på hjernen. Det er ved at drive mig til vanvid og jeg bliver rigtig bekymret for, hvad det skyldes. Hvis jeg sidder og taler med folk eller læser en bog er det der ikke, men så snart jeg er i ro, er den gal. Ligeledes når jeg går en tur eller bare fra stuen og til køkkenet. Håber det giver mening. Er det en del af angsten, eller er det virkelig ved at “rable”?
    Håber så meget, at du kan hjælpe mig med et svar? Det skal nævnes, at jeg er 60 år og har lidt af angst i mange år, dog med meget lange gode perioder/år uden.
    I øvrigt tusind tak for en fantastisk side. Den er en rigtig stor hjælp de dage det hele kører skævt med angsten.

    Mvh. Lisbeth

  16. Kære Lotte.
    Først tak for den dejlige kontakt , jeg har haft til dig.
    jeg har en megrt svær generaliseret angst , som.indeholder så at sige alt. Sygdomsangst ….selvom jeg i 30 år har levet med en svær muskelsygdom og andre ting..
    nu nærmest panikker jeg over alt , hvad der er “nyt” i min krop… også småting , som mavekneb..
    socialangst har jeg i så høj grad , at jeg ikke kan modtage besøg.. eller tage på besøg.. med nød og næppe besøge børnene.
    Jeg kan betræde enkelte forretninger i ledsagelse…men ikke frisør og lignende.
    Den komplette modsætning til den jeg var , for et år siden.
    Angsten opstod i forbindelse med en prednison behandling , som.jeg ikke tålte.. gav hjerteproblemer og jeg fik angst.
    Nu endelig mit spőrgsmål..
    Efter mange samtaler med min mand , som ikke forstår angst , og ikke ønsker at vide noget om det , vedrørende et besøg af familie i 7 dage , som jeg ikke kan overse , blev vi enige om , at forklare situationen, og at jeg ikke magter det.
    Alt var i orden . Troede jeg.
    Nu viser det sig , at han har ændret mening , og sagt , de er hjertlig velkomne.
    Der har fuldstændig sat mig i en tilstand , jeg ikke kan magte , og selv efter at have læst din dejlige bog om bl.a grublen , kan jeg ikke overse det.
    Godt nok overnattes der på hotel , men dagene tilbringes hos os.
    Jeg er i en næsten uafbrudt tilstand af panik.. stærk angst og tankerne slipper ikke et sekund.
    Jeg er ude af mig selv af afmagt.
    Jer er bange for at gå psykisk helt ned , og har forestillinger om akut indlevering psykiatrisk.. at jeg raster ud..og lign.
    jeg øver i at komme videre. Kører igen lidt bil..besøger naboen.. men det her gør mit hoved vildt.
    Jeg har ingen valg. Men kan det skade mig , fysisk og psykisk , at eksponere så grovt ?
    Jeg kan ikke modtage beroligende medicin pga min myastenie gravis.den tillader det ikke. Jeg har kun mig selv.. og en terapeut.
    På forhånd hjertlig tak.
    Kh Hanne.

  17. Hej Lotte.
    jeg har fået diagnosen kronisk depression og generaliseret angst. Mit spørgsmål er. Kan der gives en forklaring på hvorfor jeg ofte har en følelse af at føle mig beskidt og ulækker, jeg har haft denne følelse i mange år, men kan ikke finde en forklaring. jeg er jo ikke beskidt, jeg bader 2 gange om dagen og er i det hele taget meget sirlig med mig selv. Mange synes vist at jeg er en flot kvinde, men jeg er bange for at andre synes jeg er ulækker.
    På forhånd tak
    Hilsen Hanne

  18. Hej Lotte

    Jeg har uhyggelige tanker. Typisk bliver jeg bange for jeg er ved at blive sindsyg og at jeg vil miste forbindelsen til virkeligheden og forsvinde ind et sted, hvor jeg ikke kan komme ud fra igen. Jeg fik mit første panikanfald i januar. Men det er på en måde ikke panikanfaldende som er problemet, og jeg har heller ikke agorafobi. Siden det første angstanfald har jeg tænkt på angsten konstant, faktisk flere gange i timen. Hele døgnet går jeg rundt med en frygt for at jeg er ved at blive sindssyg. Der kan gå dage, nogle gnange uger uden at jeg har et anfald. Men så er der et eller andet der trigger det, og så begynder det hele igen og så har jeg anfald igen og igen i et par dage, nogle gange en uge. Så får jeg kæmpet mig ud af det, men så kommer der noget og trigger det, og så er jeg tilbage i møllen igen. Min største frygt er, at jeg bliver sindsyg. Jeg er ikke bange for, at jeg dør eller bliver kvalt, kun at jeg bliver sindsyg og mister forbindelsen til virkeligheden. Jeg elsker min datter og min kone, så hvis jeg bliver sindsyg, så betyder det, at jeg mister dem. Jeg går rundt med den frygt konstant. Har du et godt råd?

    Hilsen Bent

  19. Pludselig kom angsten ud af den blå luft, min behandler sagde den gang at det var nogle traumer over en Far der ikke var til stede da jeg var barn og min søster som jeg mistede. Jeg har aldrig lært hvad jeg skal gøre når angsten melder sig. Jeg ville så gerne have et redskab som kan bruges, det er jo svært at byde angsten velkommen og bearbejde den når jeg ikke selv føler det er noget det skulle gå mig på.Jeg har prøvet sykolog, hypnose, medicin m.m. Og den popper stadig op.

  20. Hej Lotte. Jeg har haft socialangst i mange år, og de sidste par år er der også kommet noget sygdomsangst samt ocd indover. Vil høre hvilken behandling der måske vil kunne gavne mig mest?

  21. Hej Lotte.
    Jeg håber du har tid til at læse og besvare min mail.
    Jeg er en ung kvinde, som hele livet har været ret sensitiv, haft depression og angst tidligere, hvor jeg dog efter nogle år fik det under kontrol og har haft et helt almindeligt liv i 5-6 år- Indtil for 8 mdr siden, hvor jeg blev mor til en fantastisk pige. Det at være blevet mor har simpelthen slået mig helt ud. Jeg har konstant angst (svimmel,utilpas, føler mig i en anden verden) og har så mange tvangstanker. Tvangstanker om at skade min lille pige. Det er dybt frusterende og jeg er så bange og ked af det. Jeg har fået noget psykolog hjælp, men uden den store effekt desværre. Jeg føler det er ved at æde mig op indefra. Føler at jeg ikke kan være til 100%, fordi det konstant kører rundt inde i mit hoved krop.
    Hvad skal jeg stille op? Er simpelthen så desperat efter at det skal forsvinde og at jeg kan “blive mig selv igen”
    Bedste hilsner

  22. Hej Lotte.

    Jeg har fået “lykkepiller” mod tvangstanker/OCD ( jeg har næsten ingen tvangshandlinger) gennem 19 år. Og det har hjulpet mig godt,for jeg har levet et helt normalt liv med arbejde/fritid m.m. uden de store problemer.
    For et års tid siden foreslog min læge at jeg prøvede at trappe ud af medicinen. Og det lykkedes overraskende nok helt uden problemer. For to måneder siden var jeg derfor helt medicinfri. Jeg var både glad og overrasket over, det var så nemt.
    Men for fire uger siden fik jeg pludselig et tilbagefald og har nu fået voldsomme og konstante tvangstanker og tilhørende angstanfald i løbet af kort tid med den gamle frygt for pludselig ud af den blå luft at miste kontrol over mig selv og komme til at skade andre eller mig selv. Tanker som jeg ikke har haft så voldsomme i 20 år. Tankerne er der stort set uafbrudt hele dagen. Det værste er næsten, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg virkelig har selvmords-tanker eller jeg “kun” er angst for at komme helt derud, fordi jeg ikke kan holde tanken om at skade andre ud.

    Jeg har indtil nu formået at fortsætte min hverdag med arbejde i de sidste fire uger,lever sundt,dyrker motion og har ikke specielt meget søvn-besvær. Men i de vågne timer har jeg det virkelig svært og jeg “lider” meget lige nu.

    Min læge har givet mig medicinen igen,men det virker ikke endnu. Og jeg er bange for, at det ikke kommer til at virke.
    Kan du give mig et godt råd ? Ville det hjælpe at komme i terapi eller skal jeg bare kæmpe for at holde ud indtil medicinen forhåbentlig virker ?

    Vh Thomas

  23. Hej.
    Jeg har en mærkelig form for angst, som jeg ka huske jeg har døjet med igennem mine teenageår og frem til nu. Jeg er meget bange for at dø; specielt bange for at mit hjerte pludselig stopper med at slå. Hver aften rammer tanken om at mit hjerte kan stoppe med at slå mig, og det giver mig en vanvittig uro, der ofte fører til at jeg ligger søvnløs i flere timer, hvad nu, hvis jeg ikke vågner op igen?

    Jeg har altid specielt haft et ubehageligt forhold til blod (at få taget blodprøver, lagt drop) og er tidligere “gået kold” ved lægen, hvis der skulle tages blodprøver. Jeg mistænker at dette måske kan have en forbindelse til min dødsangst/angst for at mit hjerte skal stoppe med at slå. Angsten er kun blevet værre jo ældre jeg er blevet (jeg er 25 idag), og før har jeg kunne slå den hen – men nu er det et tankemylder der fylder stortset hver aften. Tanken om hvad der sker efter døden, hvad der sker med MIN krop, hvad der sker med mig, jeg kan slet ikke klare tanken om uvisheden og tanken om at det hele holdes igang af mit hjerte – som kan stoppe når som helst – det er simpelthen ulideligt for mig at tænke på. Jeg tænker på hvordan “jeg” blot er en sammensætning af et maskineri af organer der kan stå af når som helst, og det skræmmer mig fuldstændigt, og jeg har meget svært ved at gøre det forståeligt over for andre.

    Jeg oplever at jeg får et lettere trykken for brystet når jeg begynder at få disse tanker, og når jeg skal have blodprøver bliver jeg decideret utilpas og sveder, men jeg ved ikke om disse to typer af angst er sammenhængende?

    Er det normalt at frygte døden på denne måde/frygte hjertestop mm?

    Når jeg har talt med andre om det, er det ofte blot blevet slået hen – ja, de fleste kan da godt følge mig i at det er ubehageligt at tænke på døden, men for mig fylder tankerne simpelthen for meget. Hvad kan jeg gøre?

    Mvh.

  24. Kære Lotte
    Jeg følger dit onlinekursus og fandt her din brevkasse. Jeg er 56 år, kvinde, og har tre gange på fire år været sygemeldt med stress og angst. Og nu igen..
    Mit store problem er at jeg lider af angst for ikke at kunne falde i søvn. Jeg har haft perioder af mit liv hvor jeg ikke har kunnet sove, og det sidder så dybt i mig.
    Jeg får indslumringspiller som får mig gennem natten, men hvis ikke jeg tager dem, får jeg ikke sovet. Min krop er som en flitsbue og tankerne myldrer. Jeg har prøvet yogaøvelser, åndedrætsteknikker, afspændingsøvelser, men intet hjælper.
    Jeg kan heller ikke sætte mig og hvile om dagen, så sker det samme…kroppen nægter at gi slip.
    Jeg har været sygemeldt i tre uger nu, har taget cipralex 5 mg mod angst lige så længe, så de virker ikke endnu, måske forværrer de snarere situationen, som den slags medicin ofte gør i startfasen.
    Jeg længes desperat efter en almindelig nattesøvn og jeg håber, du har et par gode råd til mig.

  25. 80+ forskellige symptomer det seneste års tid. Er det virkelig angst?
    Det kom som et lyn fra himlen, mens jeg var ude at shoppe en dag i december sidste år. En oppustet mave og svimmel blev jeg efterladt med.
    Efterfølgende har jeg været i gennem en helvedes masse andre symptomer – hjertebanken, jag i hovedet, kvalme, snurrende fornemmelser, prikkende fornemmelser, rystelser, tryk i brystet, hovedpine, træthed, “strejf” over alt i kroppen, en mærkelig fornemmelse i kroppen som en “betændelsestilstand”. Alverdens tænkelige symptomer. Mine fornemmelser er altid bevægende. Det er hver dag. Konstant. Hvert minut og hvert sekund. Jeg har det seneste år ikke haft én dag, hvor jeg ikke har haft det dårligt – dog er nogle dage en smule bedre end andre. Det mærkelige ved dette er, at min mave bliver oppustet, hvorefter mine symptomer kommer. De dage hvor min mave ikke er særligt oppustet, er symptomerne ikke slemme. Når jeg er i oprejst stilling eller er fysisk aktiv (går eller bevæger mig bare lidt), så bliver det hele meget værre. Er det virkelig angst?
    bosnian123

  26. Hej Lotte,
    Jeg er en 21-årig pige, som altid har døjet med præsentationsangst, det er dog først gået op for mig i min nuværende alder, at der er noget der hedder præsentationsangst, og det er det jeg har. Jeg har kunne klare folkeskolen trods angsten, men efter jeg blev gjort opmærksom på det i gymnasiet, så kan jeg ikke lade være med at tænke på. Det er i situationer, hvor jeg skal være lidt mere i centrum, som eksempelvis at præsentere mig selv for andre – men det kan også være i mere “rolige” omgivelser, hvor jeg lige pludselig bliver angst. Min angst gør, at jeg op til en, eksempelvis, præsentation begynder at få svedige håndflader, hjertebanken, lidt svimmel og så bliver jeg utrolig rød i hoved, når jeg så begynder at tale. De første symptomer kan jeg sagtens overkomme, da de kun kommer i situationer, hvor jeg skal præsentere mig selv eller fremlægge. Det jeg har svært ved er, at jeg bliver rød i hovedet ved det mindste – og jeg hader det, det er pinligt. I gymnasiet fik det mig også til at udeblive for undervisningen. Jeg er udadvendt og elsker at være social, men jeg kan ikke lide de blikke jeg får, når jeg bliver rød i hovedet. Og når jeg ser mig selv som person, og hvordan jeg er omkring andre, så kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg rødmer, for der er egentligt ingen grund til det, det er jo ikke pinligt eller altid krævende af mig – men det sker bare. Jeg skal snart starte på studie, og jeg vil så gerne arbejde med det her inden da. Jeg siger ikke det skal være væk, fordi jeg ved, at jeg skal arbejde med det, men jeg vil så gerne kunne hvile mere i mig selv omkring andre.

    Mit spørgsmål er egenligt bare, hvorfor rødmer jeg? Jeg er jo ikke pinlig, flov eller lignende, jeg føler mig bare utryg ved situationer, specielt hvor jeg er i centrum og skal tale.
    Og selvfølgelig, hvordan kommer jeg af med at min ansigt blusser op, hver gang jeg skal være i fokus?

  27. Hej Lotte jeg har meget glæde af din side og mail, syntes selv jeg er godt på vej.. meeen får ind imellem de her nedture hvor jeg næsten helt glemmer alt det jeg har lært, og hvor urimelige bekymringer fylder alt for meget og hvor tankerne om mig selv er meget negative, jeg har ocd og lavt selvværd, min ocd fylder næsten ikke mere, men hvordan forholder jeg mig til alle de negative tanker… som også gør mig rigtig ked af det, dybest set syntes jeg jo at det er ganske urimeligt.
    Hilsen Sanne

  28. Kære Lotte. Jeg har netop tudet mig igennem hele dit indlæg om ‘lavt selvværd’. Jeg er aldrig blevet misbrugt, men resten rammer hovedet lige på sømmet. Jeg har nok aldrig tænkte, at jeg sådan havde decideret dårlig selvværd, bare nogle dårlige dage. Mange dårlige dage. I mange år. Jeg har altid bare gået og ventet på, at det skulle gå over; at jeg ville vokse fra det, men efter endnu en gang at være brudt sammen, fordi der lige var for mange småting, der – igen – blev for meget, så indser jeg nu, at det vist ikke sker af sig selv. Hvad gør jeg nu? Jeg har downloadet dit gratis kursus om angst, men jeg kan ikke helt slippe tanken om, at det ikke er mine tanker om mig selv, der skal ændres, men MIG! Jeg har før søgt hjælp hos lægen, fordi jeg troede, jeg havde stress. Det blev kun til en henvisning til en altfor dyr psykolog og en notits om, at jeg måske oplever stress-lignende symptomer i perioder. Altså ikke noget alarmerende. Jeg føler ikke, at jeg kan belemre min familie og mine venner med det. Det bliver lidt et diffust indlæg nu, sorry. Jeg er bare hamrende ensom. Jeg aner ikke, hvordan jeg kommer videre.
    Vh Janne.

  29. Hej Lotte

    Jeg håber inderligt du kan give mig nogle svar og redskaber til at hjælpe min datter.
    Jeg har en datter på 48 som lever som single og har gjort det i mange år.
    Hun har et godt og job som hun bestrider til perfektion, er pligtopfyldende og intelligent, har sunde fritidsinteresser og en lille lejlighed.
    Men hun har der rigtig skidt med sig selv og sit liv. Har faktisk haft det i flere år, men det bliver desværre være og være. Og nu kan vi som mor og far ikke længere holde ud at se hende have det sådan. Det ødelægger os og gør os meget kede af det.
    Hun lever som sagt alene, men kommer meget i vores hjem ( nok pga ensomhed) Hun har mange bekendte men ikke egentlige tætte veninder. Hendes problemer bunder sandsynligt i hendes meget dårlige selvværd. Hun er meget mistroisk over for andre, tror de/vi taler bag hendes ryg, griner af hende og bilder sig i det hele taget ind, at folk ikke vil hende… dette medføre faktisk at menneskerne omkring hende holder en vis afstand. Altså en ond spiral.
    Hun er en meget sensitiv pige, sårbar og med et indimellem heftigt temperament.

    Så vi vil rigtig gerne hjælpe hende.
    Men vi ved simpelthen ikke hvordan vi skal få sagt, at hun har brug for noget hjælp. Føler os magtesløse.
    Vi vil gerne, så skånsomt og hensigtsmæssigt som muligt fortælle hende hun skal have noget hjælp.
    Men hvordan gør vi det, uden hun igen tror vi er efter hende og bliver mistroisk. Uden hun bryder fuldstændig sammen og tror vi ikke vil hende??
    Vi vil jo alt dette af kærlighed til hende.
    Jeg håber så meget du vil hjælpe os lidt på vej Lotte.

    Med venlige hilsner
    Anonym

  30. Hej.. jeg er 26 år.
    Jeg har det virkelig svært. Og er medlem i angst grupper på facebook hvor de snart ikke vil hører på mig mere. Og min kæreste og familie forstår det ikke.
    Jeg har ømhed / smerter i nakken, med af og til spændingshovedpine. Og ømhed og myoser ned mellem skuldrebladene, som trækker ud i arme, og svimmelhed i perioder som kommer og går. Og så hver evig eneste dag har jeg føleforstyrrelser i mit ansigt. Som skifter side. Men den sidste uge har det været hver dag i min højre side af ansigtet. Hvor jeg føler det hænger og er følelsesløs. Og begyndt og snurre i panden over mit højre øjenbryn. Og når jeg løfter øjenbrynene føles det som de begge ikke løfter sig men det gør de når jeg kigger i spejlet. . Og har haft de forstyrrelser i ansigtet i snart 1 år som plejer og skifte fra side til side og de er der hver dag nu. Jeg frygter ekstrem meget en blodprop i hjernen. Og jeg er blevet mr skannet min hjerne i marts 2018. Som var normal. Men hvis jeg sætter sports tape på i mit ansigt så mærker jeg det ikke ellers gør jeg. Og det går mig på. De mener jeg har sygdomsangst. Og venter på behandling opstart på lokal psykiatrien i Odense .. men jeg er så tivivl om det i mit ansigt er angst…. og tjekker mit ansigt i spejlet hver 5 minut eller tager billede for at se. Og jeg kan af og til se det hænger men ingen andre kan. Og kan ikke lade være med at måle mit blodtryk. Mvh pernille .. håber du kan besvare min besked

  31. Hej Lotte

    Jeg er en pige på 20 år, som i nogle uger nu har lidt af nogle meget væmmelige, ubehagelige og onde tanker, som jeg ikke kan få ud af hovedet. Efter at have læst en del omkring angstlidelsen OCD på nettet er jeg rimelig sikker på, at det er den type angst, jeg oplever. Jeg har kontaktet både min læge, og har fået en tid hos en psykolog. Alligevel er disse tanker så invaliderende, og påvirker min livsførelse og min livsglæde i en sådan grad, at dagene bliver lange og hårde at komme igennem, hvilken frustrerer mig mere og mere.

    Det hele startede med, at jeg fik hvad jeg er ret sikker på var et angstanfald på min arbejdsplads. Dette skete som en lynnedslag, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Herefter var jeg hos lægen, idet jeg var sikker på, at det var noget fysisk, der var galt, men både min blodprøve og min hjerterytme var normal. Siden da begyndte jeg så at udvikle disse skræmmende tanker. De omhandler både, at jeg med vilje kommer til at gøre alvorlig skade på min familie og/eller mig selv. Jeg oplever nogle gange så livagtige billeder af, at jeg stikker dem og mig selv med en kniv, eller hvordan jeg pludselig mister selvkontrollen, og slår dem og/eller mig selv ihjel. Disse tanker giver mig den værste væmmelse og de værste angstsymptomer i form af direkte fysisk kvalme, mundtørhed, kvælningsfornemmesle, hjertebanken, åndedrætsbesvær, rysten og følelsesløshed i ben og arme. Jeg bliver rædselslagen, når disse tanker opstår, da jeg elsker min familie højere end noget andet, jeg elsker mit liv og jeg har aldrig lidt af selvværdsproblemer.
    Disse tanker presser sig på fra jeg står op om morgenen til jeg går i seng om aftenen. Her påvirker de min søvn i sådan en grad, at jeg hver nat ikke kan falde i søvn, og derfor lider af søvnproblemer og søvnmangel – som jo kun gør tankerne endnu værre. Er begyndt at tage naturmedicin for min søvn, men føler ikke rigtig de hjælper.
    Der er heldigvis tidspunkter på dagen, hvor tankerne aftager – eller endda for en stund helt forsvinder – og jeg kan slappe af og være til stede, men de kommer altid stærkt tilbage.
    Grundet angsten/tankerne oplever jeg også koncentrationsbesvær, har svært ved at forholde mig til ting og være ’til stede’, har svært ved at føle glæde, og føler at jeg lever inde i en form for osteklokke/uvirkelighed, jeg ikke kan komme ud af. Jeg oplever også katastrofetanker omkring, at jeg eksempelvis med vilje slængrer ud foran en bil på cykel. Når tankerne virkelig kommer, så føler jeg en gemnemgående frygt for at miste kontrollen og blive sindsyg – selvom jeg jo udmærket ved, at det aldrig kommer til at ske.

    Jeg har i en længere peride haft travlt med 3.g i gymnasiet; afleveringer og deadlines, en optagelsesprøve til journalisthøjskolen, og nu eksamener. Jeg efterstræber også altid at gøre tingene så godt som muligt. Jeg står også og skal til at flytte hjemmefra efter sommerferien.

    Jeg vil bare gerne videre herfra, og få mit liv igen. Jeg vil være glad igen, kunne føle glæde igen og være mig selv igen. Jeg vil være der for dem, jeg elsker, og leve mit liv fuldt ud igen, som jeg gjorde før.

    Mine spørgsmål til dig er derfor følgende: Kan min angst være opstået som følge af en længere stresset periode – og om at jeg skal til at flytte fra mit barndomshjem? Min største frygt er at miste min familie og mig selv – er det helt naturligt, at det derfor er disse, som bliver mine værste tvangstanker? Hvad foreslår du, at jeg gør? Vil uden tvivl gerne starte i terapi, men synes du, at den bedste løsning for mig vil være en kombination af terapi og medicin?

    Jeg kan læse mig til her på din hjemmeside, at du har oplevet at have tanker og tankebilleder af ligeså skræmmende karakter som mine, og derfor tror jeg stærkt på, at dit råd kan give mig et skub i den rigtige retning.

    Jeg ser derfor frem til at høre dit råd, og håber du kan hjælpe mig.

    De venligste hilsner
    Matilde

  32. Hej
    Jeg er 17 år nu og har været bange for at kaste op siden jeg var 9 jeg er bange hele dagen for at det pludslig sker og spiser næsten Intet min far ved ikke hvad han skal gøre og det gør min mor heller ikke. Jeg har haft det lidt skidt et på gange og har være svedende og rystende for at det skulle ske. Hvad kan jeg gøre for at komme af med frygten har læst at se det i øjnene trin for trin skulle hjælpe men kan bare ikke få mig selv til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

After you have typed in some text, hit ENTER to start searching...

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial