Er det altid bedre at være “safe” end “sorry”?

Når man er blevet angst for et eller andet, så tænker man – forståeligt nok – ofte, at det er selve angsten, der er problemet.

Og man prøver derfor typisk at gøre forskellige ting for at undgå at blive angst.

Måske kan det være, du siger “Stop!” til dig selv, når du kan mærke, at du bliver for fikseret på en ubehagelig tanke, eller det kan være, du prøver helt at undgå de situationer, der kan få dig til at blive angst.

Men nu skal jeg fortælle dig noget, som, jeg indrømmer, kan lyde mærkeligt, når man hører det første gang: Det er slet ikke angsten som sådan, der er roden til problemet.

Det egentlige problem bag angsten ligger på et mere overordnet niveau: Problemet er den reaktion, som angsten for katastrofeforestillingerne – og angsten for angsten – ubevidst driver dig ind i – Nemlig undgåelse.

Det er – hold nu fast – din undgåelse af angsten, der holder dig fast i angsten. Undgåelsen forstærker endda angsten.

For rigtigt at forstå det, skal vi se på, hvordan undgåelse ser ud, når det gælder angst.

Der er grundlæggende to hovedformer for undgåelse:

• Du undgår selve den situation, du frygter.
• Du kan ikke direkte undgå den situation, du frygter. Derfor anvender du sikkerhedsadfærd i situationen – Dvs. adfærd, som har til formål at mindske risikoen for den fare, du frygter, eller reducere angsten for den.

Lad os lige kigge på, hvordan i al verden det kan være, at undgåelse styrker angst som sådan. Vi forestiller os lige et øjeblik, at du er bange for at køre i elevator…

Undgåelse type 1: Du undgår selve den situation du frygter

De fleste steder, hvor der er en elevator, er der også en trappe. Så hvis du er bange for at køre med elevator, så vælger du selvfølgelig trappen.

Samtidig med, at din angst lige nu og her udebliver, fordi du jo ikke går ind i den frygtede elevator, så kommer du til at styrke din elevator-skræk på længere sigt.

Hvordan kan det være?

Det er, fordi du med din adfærd får fortalt din hjernes angstcenter, at JO! Der er noget at være bange for – Hvorfor ville du ellers vælge trappen?!

Angstcentret tænker: Hvis du var gået ind i elevatoren, var der nok sket noget meget forfærdeligt!

– Afhængigt af, hvad du frygter:

At elevatoren var faldet ned…

At elevatoren havde sat sig fast…

At du ikke havde kunnet få luft…

At du havde fået et panikanfald og ikke havde kunnet klare at være fanget derinde…

At du havde gjort dig selv til grin over for andre mennesker i elevatoren pga. din overdrevne angst…
Summar summarum: Altså bliver angsten styrket, hver gang du undgår selve den situation, du frygter.

Undgåelse type 2: Du anvender sikkerhedsadfærd

Nogle gange er der simpelt hen ikke nogen trappe at tage.

Eller også er du sammen med andre mennseker og har ikke lyst til at afsløre din angst over for dem ved at sige “Jeg tror altså liiige jeg tager trappen i stedet…”

Men hvad gør du så? Jeg gætter…

Du tager måske en dyb indånding på vej ind i elevatoren for ligesom at spare op til at kunne holde vejret lidt længere, hvis nu elevatoren skulle vise sig at sidde fast.

Eller du stirrer stift på det der skilt, hvor der står, hvornår elevatoren sidst er blevet gennemtjekket, og prøver at tale fornuft med dig selv:

“Elevatoren blev tjekket for 6 måneder siden. Hvor sandsynligt er det så, at den falder ned? Det er jo faktisk fuldstændigt usandsynligt..!”

Det kan også være, du i stedet tæller baglæns fra 100 og ned inde i dit hoved.

Eller måske du prøver du at skynde dig at drømme dig væk til solen, varmen, palmerne og bølgeskvulpene på en strand på Barbados eller et andet dejligt, fredfyldt sted.
Hvad lærer angstcentret af dét?

Jo, du kan åbenbart kun overleve at køre elevator, så længe du er udstyret med alt muligt “sikkerhedsudstyr”.

Elevatorkørsel “nøgen” er stadig livsfarligt! Dvs. du bliver ved med at være bange for at køre i elevator.

Så igen bliver angsten styrket på længere sigt.
Undersøgelser viser, at når vi mennesker skal afgøre, om en situation er farlig eller ej, så vurderer vi det rent faktisk ud fra, om vi selv – eller andre mennesker i samme situation – anvender sikkerhedsadfærd eller ej.

Bl.a. har forskere lavet et forsøg med at give folk to forskellige historier at læse – Historier om en helt ufarlig situation.

Den eneste forskel på historierne var, om personerne i historien anvendte sikkerhedsadfærd eller ej.

Forsøgspersonernes opgave var så at vurdere, om situationen, de læste om, var farlig – og hvis de mente den var farlig, hvor farlig den så var.

Begge historier begyndte på præcis samme måde:

Du står og laver mad til dig selv og dine nærmeste, da en gennemtrængende smerte minder dig om det lille sår, som du har på hånden, og som er blevet inficeret og udelukkende er beskyttet af et plaster. Du kommer i tanke om et dokumentarprogram, du har set for nylig, hvor man fik en meget detaljeret beskrivelse af de mest almindelige måder, sygdomme kan blive overført på…

Den eneste forskel på de to historier er den efterfølgende – og sidste – sætning.

Historie A, hvor personen ikke anvender sikkerhedsadfærd, slutter sådan her:

… Du fortsætter med at lave mad.

Historie B, hvor personen anvender sikkerhedsadfærd, slutter på den her måde:

… Du går i gang med at vaske dine hænder omhyggeligt igen og igen.

Den gruppe mennesker, der læste historie B, hvor personen skyndte sig at vaske sine hænder omhyggeligt gentagne gange (dvs. anvendte sikkerhedsadfærd), vurderede situationen til at være farligere end dem, der læste historie B, dvs. den udgave, hvor personen bare fortsatte med at lave mad – og altså ikke anvendte sikkerhedsadfærd.

Og det er altså selvom begge scenarier er præcis lige farlige.

Selv folk helt uden angstlidelser blev påvirket af sikkerhedsadfærden i historien, når de skulle vurdere, om situationen var farlig. Dog ikke så helt meget, som folk der led af angst.

Forsøg viser sågar, at hvis man over en periode får ganske almindelige mennesker uden bakterieangst til at vaske hænder mere end før, gå rundt med en hånd-desinfektionsspray i deres taske og undgå at røre ved pengesedler, kan man få dem til at udvikle angst for bakterier.

Derfor er det altså ikke altid bedre at være safe than sorry.

Man kan nemlig – paradoksalt nok – komme til at øge sin angst i et forsøg på at komme til at føle sig mere tryg.

Hvis du hører om, at der er blevet foretaget nogle hjemmerøverier for nylig et sted i den del af landet, du bor i, så kan du jo fx overveje, om det ville gøre dig mere eller mindre tryg at give dig til at sove på en madras foran døren med en pistol under puden?

Jeg gætter på, at det ville få dig til at føle dig mere angst?

Det, at du ligger og sover dér ude i entréen og ikke i din seng, sender jo et kraftigt signal til dit angstcenter om, at der rent faktisk er grund til at frygte væbnet indbrud når som helst…

Kærlige tanker

Lotte

Kunne du lide den her artikel? Tilmeld dig nyhedsbrevet og få flere af samme slags.