Hvorfor det – desværre! – ikke virker at prøve at undgå bekymringerne…

Bliv en haj til at spotte, hvad det er, du gør forkert!

Hvis du har tendens til at komme til at bekymre dig for meget, reagerer du sandsynligvis på potentielle katastrofeforestillinger ved at prøve at undgå disse tanker.

Det ville egentlig også være mærkeligt andet…

Din undgåelse af katastrofeforestillinger kan fx se ud på følgende måder:

• Du undgår selve de situationer, der kunne risikere at udløse katastrofeforestillinger hos dig.
• Du prøver at tænke på noget andet så hurtigt som muligt, når katastrofeforestillingerne dukker op.
• Du planlægger, hvordan du kan sikre dig så meget som overhovedet muligt mod, at katastrofeforestillingerne kan blive til virkelighed.

Desværre viser videnskabelige undersøgelser, at når vi undgår en tanke, giver det i dén grad bagslag:

• Tanken ender faktisk med at dukke endnu mere op
• Den giver endnu mere ubehag
• Vi kommer til at opleve den som endnu mere “vigtig” eller “sand”.

De undersøgelser, jeg taler om, er efterhånden et af de mest efterprøvede psykologiske fænomener – Man kalder fænomenet for Ironic Rebound eller Den hvide bjørn.

Det banebrydende forsøg bliver udført nogenlunde sådan her:

Man sætter 100 mennesker til at tænke på en hvid bjørn – deraf navnet på forsøget.

Derefter deler man de 100 mennesker op i to grupper.

Til den ene gruppe siger man nu: “I de næste 10 minutter må I endelig ikke tænke på en hvid bjørn.”

Til den anden halvdel siger man: Det er fuldstændig lige meget, om I tænker på den hvide bjørn lige nu. I kan tænke på den lige så meget, I har lyst.”

Gæt, hvilken af grupperne der kommer til at tænke mest på den hvide bjørn?

Ja, godt gættet! Det er selvfølgelig de mennesker, der ikke må tænke på bjørnen, der ender med at tænke allermest på den.

Forskerne gætter på, at dette paradoksale fænomen har følgende forklaring:

Når du ved, at det er afgørende, at du undgår at tænke på den hvide bjørn, så tager dit indre tankepoliti rundt på patrulje i hjernen for at tjekke, om den forbudte tanke skulle vise sig at gemme sig nogle som helst steder.

Og det kan jo ikke få andet – paradoksale – resultat, end at tankepolitiet ender med at få bid – For hvordan skal de gå på jagt efter, om du har netop dén bestemte tanke uden netop … at ende med … at finde den…?

De leder jo efter en bestemt tanke. Og så kan du jo ikke undgå at ende med … at tænke den…!

Desværre kender de fleste mennesker ikke noget til denne mekanisme.

Derfor kommer de til at konkludere forkert, når de gang på gang har prøvet at undgå en bestemt tanke, og den så alligevel dukker op.

De kommer som regel til at drage den slutning, at det da må betyde, at denne tanke er tegn på noget vigtigt.

Men det er altså slet ikke tilfældet.

Grunden til, at man får tanken, er mærkeligt nok, at man gør sig så mange anstrengelser for at undgå den!

Sådan lærer du at genkende de allermest “snedige” former for tankeundgåelse

Inden for den nyeste, såkaldte tredje generation af kognitiv adfærdsterapi er man begyndt at blive opmærksom på, at traditionelle redskaber som fx at råbe “Stop” til en tanke eller svirpe sig selv med en elastik, man har taget om håndleddet, for at fjerne en ubehagelig tanke, når den dukker op, i virkelighed er varianter af tankeundgåelse.

Dvs. det hjælper måske lige, når du gør det, men det får tanken til at dukke oftere op på længere sigt (netop fordi du er sådan på vagt over for den), og den kommer til at give dig mere ubehag.

Så den form for metoder vil jeg anbefale dig at undgå.

Du vil nok også efterhånden opdage, at mange af de metoder, du i øjeblikket selv anvender for at slippe for de ubehagelige katastrofeforestillinger, i virkeligheden er forskellige former for tankeundgåelse.

Fx hvis du kaster dig febrilsk ud i at pudse vinduer, støvsuge eller slå græs, hver gang tanken om, at din partner skulle blive ramt af en alvorlig sygdom, dukker op i din hjerne.

Kærlige tanker

Lotte

Kunne du lide den her artikel? Tilmeld dig nyhedsbrevet og få flere af samme slags.