Hyperventilering
Oplever du nogle af følgende symptomer, når du bliver angst?
Hjertebanken
Følelsesløshed og snurren (fx i fingre eller tæer)
Svimmelhed
Forvirring
Åndenød
Smerter i eller trykken for brystet
Kvælningsfornemmelse
En klump i halsen
Pletter eller prikker for øjnene
Uklart syn
Kolde fugtige hænder
Muskelstivhed
Så kan det være, fordi du hyperventilerer – sandsynligvis helt uden, at du aner, at det er det, du gør.
Hvad er hyperventilering for noget?
Når vi bliver bange, sætter hjernen gang i kroppens kamp-flugt-respons vha. nogle hurtige, kraftige åndedræt.
Desværre kan vi blive bange for de kropsfornemmelser, vi oplever som følge af angsten og kamp-flugt-responsen.
Og vi kan derfor komme til at reagere på denne angst for angsten med endnu flere hurtige, kraftige åndedræt.
Det er det, man kalder at hyperventilere.
At hyperventilere er fuldstændig ufarligt.
Men det skaber en lang række af ubehagelige fornemmelser i kroppen:
Hjertebanken, svimmelhed, forvirring, åndenød, smerter i eller trykken for brystet, kvælningsfornemmelse, en klump i halsen, pletter eller prikker for øjnene, uklart syn, følelsesløshed og snurren, kolde fugtige hænder og muskelstivhed.
Husk dig selv på:
Når man hyperventilerer, trækker man for meget luft ind, ikke for lidt.
Hvorfor føles det så, som om jeg ikke kan trække nok luft ned i lungerne?!
Det gør det, fordi der i forvejen er masser af ilt dernede.
Vi mennesker har en tendens til at overvurdere, hvor meget luft vi behøver at tage ind ved hver indånding.
For at sige det meget simpelt, så er de ubehagelige kropsfornemmelser kroppens måde at signalere:
”Jeg har fået nok ilt!”
Men de fornemmelser, som hyperventileringen skaber, kan være meget skræmmende og opleves, som om man ikke kan få nok luft.
Og så bliver man ved med at holde den i gang – ved at hyperventilere endnu mere…
Kærlige tanker
Lotte
Kunne du lide den her artikel? Tilmeld dig nyhedsbrevet og få flere af samme slags.
Vil du læse mere om angstsymptomer?
Læs artiklen ANGSTSYMPTOMER – DEN HELT NATURLIGE FORKLARING >>
Jeg får en følese af hjertet springer ud af brystet på mig, og ryster jeg bagefter. Jeg trro ikke jeg hyperventilere, for jeg trækker vejret helt normalt.
Kære BA
Når man ser folk, der hyperventilerer – fx i tv-serier – så foregår det altid meget voldsomt med en masse lyd på – men undersøgelser viser, at folks vejrtrækning kan have ændret sig i op til 47 minutter før deres panikanfald – helt uden at de har lagt mærke til det.
Så man kan sagtens gå og trække vejret på en uhensigtsmæssig, hyperventilerende måde uden at vide det. Det kan være forklaringen på en del af de symptomer, man oplever. Men da man ikke kender den (helt ufarlige) forklaring på kropsfornemmelserne, bliver man bange for dem, og den angst kan så udløse det egentlige angstanfald.
Mange hilsner
Lotte