Kender du de 15 principper for selvrespekt?
Desværre er mange mennesker vokset op i familier, hvor deres behov ikke blev anerkendt og respekteret. Og hele livet er de bange for at udtrykke deres behov, fordi de føler sig som dårlige mennesker, eller fordi de føler, de ikke har fortjent det, og at deres følelser ikke er vigtige.
Så spørg dig selv, om du ofte tænker:
- “Har jeg virkelig fortjent at bede andre om noget?”
- “Er jeg overhovedet vigtig nok til at belemre andre med mine behov?”
- “Har jeg virkelig ret til at skuffe andre?”
- “Har jeg ret til at insistere på, at andre mennesker skal anstrenge sig for min skyld?”
Nu skal du høre mit laaange svar på alle de spørgsmål:
JA!
Det har du – af den simple grund, at du er er et menneske. Derfor – og af ingen anden grund – er du lige så meget værd som andre. Og derfor er dine følelser og dine behov præcis lige så vigtige som andre menneskers.
Men opfører du dig i virkeligheden sådan?
Hvis du ikke gør, så viser forskningen, at en ændring her kan være nøglen til, hvordan du får mere selvværd og selvrespekt.
De 15 principper for selvrespekt
Print listen.
Skriv ud for hvert princip, hvor meget du handler ud fra det. (0-100%).
De principper, som du for øjeblikket ikke handler ret meget ud fra, er dem, du har særlig brug for at træne, hvis du vil øge din selvrespekt.
- Du har ret til at have behov for ting, som andre mennesker kan give dig.
- Du har ret til nogle gange at prioritere dig selv højest.
- Du har ret til at føle – og give udtryk for dine følelser.
- Du har ret til at være den endelige dommer over dine overbevisninger – og til at acceptere dem som berettigede.
- Du har ret til at have de holdninger og meninger, du har.
- Du har ret til at have DIN oplevelse af verden – selvom den måske er anderledes end andre menneskers.
- Du har ret til at protestere mod alle former for behandling/kritik, som du oplever som ubehagelig.
- Du har ret til at forhandle med andre mennesker for at opnå forandringer.
- Du har ret til at bede om hjælp, følelsesmæssig støtte eller andet, du har behov for – selvom du måske ikke altid kan få det.
- Du har ret til at sige nej. Det, at du siger nej, gør dig ikke til et dårligt menneske eller til en egoist.
- Du har ret til ikke at skulle retfærdiggøre dine handlinger/følelser overfor andre.
- Du har ret til ikke at tage ansvar for andres problemer.
- Du har ret til at vælge at undlade at reagere på en situation.
- Du har – nogle gange – ret til at være til gene for andre.
- Du har ret til at skuffe andre.
Træn din selvrespekt
Skriv de principper, som du indtil nu har handlet meget lidt efter, på et huskekort – og sæt dem op et sted, hvor du ser dem tit – fx på spejlet i badeværelset – så du bliver mindet om dem hver dag.
Øv dig i at kommunikere og handle ligeværdigt. Hvordan kan du se mere om her >>
Bliver du bange for at udtrykke dine behov tydeligere, end du gør nu? Bange for, at det betyder, at du skal til at være aggressiv? Så læs her om myter om det at udtrykke sig ligeværdigt >>
Pøj pøj med træningen!
Kærlige tanker
Lotte
HVAD ER LAVT SELVVÆRD? HVORDAN KOMMER MAN AF MED LAVT SELVVÆRD?
Min kæreste siger tit at jeg overdriver alting og er alt for sensitiv når jeg prøver at forklar ham hvad jeg føler. Jeg kan ikke holde ud at han ikke forstår 100 % hvad jeg føler. Så gør jeg alt for at forklare ham det. Hvordan skla jeg få ham til at forstår det hvor såret jeg blir når han siger sådan?
Kære Ida
Måske skulle du lege med idéen om, at andre mennesker ikke behøver at forstå 100 % hvad vi føler. Menneskers behov og følelser er lige meget værd. I et parforhold er det, der er vigtigt, at man kan forhandle sig til rette til noget, der giver hver partner lidt mere af det, vedkommende gerne vil have. Giver det mening? 🙂
Mange hilsner
Lotte