Brevkassen: OCD og angst for at smitte andre med HPV

Brevkassen:
OCD og angst for at smitte andre med HPV

Kære Lotte

Jeg har en voksen søn i begyndelsen af 30 erne som blev diagnosticeret med Tourettes syndrom som 12 årig. Hans største problemer i alle årene har dog være kompabilitet med OCD og generaliseret angst.

Han har efter en guardia infektion i ungdommen lidt af irritabel tyktarm og acne, hvilket idag er bedre men stadig noget han skal holde nede ved at spise på en bestemt måde og undlade mange ting i kosten.

For tre år siden får han kønsvorter efter at have haft beskyttet sex. Hans immunforsvar vil ikke få bugt med dem, og selv om det er bedre er der stadig udbrud.

Da han altid er bekymret for sygdomme, så har han svært ved at håndtere dette.

Han er meget deprimeret, da han ikke føler han kan møde en pige nu og han kan synes især det er svært at leve med at han måske er den ene procent, hvor det bliver ved med at komme.

Som forældre er vi de eneste han taler med om det udover læger og speciallæger. Jeg bliver selv meget ked af, at han skal slås med det her og ved ikke hvordan jeg skal hjælpe ham på en positiv måde.

Jeg har dog talt med ham om at jeg tror, at hvis han kunne lære at håndtere sin angst for det uforudsigelige, vil hans immunforsvar måske få lettere ved at bekæmpe virusset. Men er er afvisende og siger at hele hans ungdom er smadret og han må nu bare leve alene, da han ikke vil risikere at smitte nogen.

Som du ved er hele familien vævet ind i problemet, når der er angst. Men her er der jo noget reelt at være angst for, så har du en god strategi til, hvordan vi som forældre kan forholde os?

Mvh
Ann

Brevkassen:
OCD og angst for at smitte andre med HPV

Kære Ann

Man kan blive temmelig desperat, når man sidder og ser på fra sidelinjen, mens ens barn kæmper med store problemer – lige meget hvor gamle de så er.

Jeg vil dog starte med at sige, at jeg mener, at I begge to overordnet fokuserer på det forkerte. Det skal jeg nok vende tilbage til…?

Det er bestemt et chok at få konstateret kønsvorter (dvs. kondylomer, som også kaldes HPV), og nedslående at opleve, at de kommer igen og igen. (Jeg kan lige så godt sige det: Jeg har prøvet det selv…)

Men det er simpelt hen drønalmindeligt. Så almindeligt, at 4 ud 5 kvinder vil være blevet inficeret med HPV, inden de er blevet 50 år gamle. (Jeg har tallet fra det amerikanske Center for Disease Control and Prevention).

romantikDet betyder selvfølgelig ikke, at det er lige meget, om din søn smitter en kæreste med HPV, men vi bliver nødt til at sætte det op imod, hvad der ELLERS sandsynligvis vil ske for den kvinde. Og det allermest sandsynlige er altså, at hun vil blive inficeret med HPV på en eller anden måde (eller allerede er det, måske endda uden at vide det) inden hun bliver 50.

Lad mig lige stille endnu et par fakta op:

Som din søn og du sikkert ved, kan HPV føre til livmoderhalskræft.

Og livstidsrisikoen for at dø af livmoderhalskræft er 0,2 % – dvs. 1 ud 500. (Tal, som Kræftens Bekæmpelse henviser til.)

Hvis man skulle være så uheldig at få livmoderhalskræft og får opdaget det på et tidligt stadie (og det er der jo rigtig god mulighed for, da man kan gå til tjek hvert tredje år), er chancen for at overleve det 92 %. (Tallet er fra Cancer.net – Et websted drevet af foreningen af amerikanske kræftlæger.)

Livstidsrisikoen for at dø i en trafikulykke er omkring 1 ud af 240. (Baseret på tal fra Storbritannien.)

Hvis vi derfor skulle følge din søns logik, så skulle vi derfor alle sammen holde os fra at sætte os bag rattet i en bil.

Det, jeg overordnet vil anbefale jer, at I simpelt hen prøver at udrydde ordet ”FARLIGT”. Det bliver nemlig alt for sort-hvidt til at kunne give din søn et ordentligt liv. Så sidder I meget hurtigt fuldstændig fast, for livet er jo i bund og grund ”farligt”, hvis farligt betyder, at der er RISIKO for død eller skade for en selv eller andre.

Det, I skal vænne jer til at spørge jer selv i stedet for, er ”Hvad bliver PRISEN for at helt undgå den RISIKO, jeg frygter?”

Og jeg skriver med vilje ”jer” og ikke ”din søn”, for som du selv så rigtigt peger på, så bliver de pårørende meget let ”vævet ind i problemet”.

Så det er, som du nok ved, supervigtigt, at du som din søns mor træner dig selv i at håndtere livets uvished.

Nu kommer jeg med en teori om, hvad det i virkeligheden er, din søn er bange for, baseret på mine erfaringer som behandler. Så kan I jo lege lidt med den tanke:

Det, som din søn er bange for, er IKKE HPV og kræft og det, at han kan smitte andre. Hvis ikke han får hjælp til at komme af med OCD’en, vil angsten nemlig bare flytte sig rundt mellem de forskellige risici, vi mennesker møder her i livet. Angst for HPV er simpelt hen en af de mange OCD-klassikere.

fare for livDet, som han er bange for, er livets uvished og det ansvar, vi mennesker har, for de valg, vi træffer. Det er chokket over at blive voksen og selv skulle tage beslutninger, som potentielt kan have afgørende konsekvenser for andre mennesker.

Så hvis jeg skal opsummere, så pas på, at din søn – og du selv…? – ikke kommer til at fokusere på det forkerte.

Derfor husk:

Spørg IKKE dig selv: ”Er det FARLIGT?” – men ”Vil jeg betale PRISEN for at undgå RISIKOEN?”

Og husk så på min sammenligning med, hvis han skulle bruge samme logik, hvad angår fx at sætte sig bag rattet (eller bare det at bevæge sig ud på fortovet…)

Og misforstå mig ikke: Du kan ikke hjælpe din søn ved hjælp af fakta alene. For som det er nu, vil han ikke stille sig tilfreds, før livet ikke indeholder nogen uvished overhovedet. Hvilket vil sige … aldrig.

Først når din søn lærer at leve med livets uvished og ansvar – og med sine egne katastrofetanker – på en helt anden og langt mere hensigtsmæssig måde, end han gør nu, kommer han af med sit problem og kan komme til at leve det givende og fulde voksenliv, han fortjener.

lotte ingerslevJeg håber, det her har givet jer lidt nyt at tygge på?

Kærlig hilsen
Lotte

 

 

Kunne du lide den her artikel? Tilmeld dig nyhedsbrevet og få flere af samme slags.

 

HVAD ER OCD OG PURE OCD? HVORDAN KOMMER MAN AF MED OCD (INKL. PURE OCD)?

Lukket for kommentarer.