HVAD ER PANIKANGST? HVORFOR FÅR MAN PANIKANGST? HVORDAN KOMMER MAN AF MED PANIKANGST?

Hvorfor får man panikangst?

Panikangst starter som regel ved, at du fortolker harmløse kropslige signaler som tegn på, at der er ved at ske noget katastrofalt, samt at du begynder at gøre nogle uhensigtsmæssige ting pga. denne overbevisning – ting som ender med at holde angsten i gang.

Vores kroppe er ”støjende” – dvs. vi får en masse signaler fra den hele tiden, hvis vi lytter for meget efter.

Når du har panikangst, holder du op med at sortere støjen fra, fordi du er bange for at der er ved at ske dig noget alvorligt. Det fører desværre til at du kommer til at fejlfortolke signalerne.

Disse fejlfortolkninger skaber angstfornemmelser, som du så også fejlfortolker.

Husk derfor dig selv på:

Angst er kroppens naturlige og fuldstændigt ufarlige forsvarsmekanisme. Læs evt. mere om dette i artiklen “Angstsymptomer – Den helt naturlige forklaring”.

 

Øget ansvar/belastning

Som regel begynder panikangsten i forbindelse med en overgangsperiode, hvor éns ansvar/belastning bliver kraftigt øget.

Det er derfor, panikangst opstår allermest hyppigt i 20-30-års-alderen – fx i forbindelse med længerevarende udlandsrejser for første gang, eller fx når man er flyttet hjemmefra til en helt fremmed by som studerende.

Man kan også opleve at blive ramt af panikangst som følge af, at ens forældre dør, og man derfor oplever sig som alene med ansvaret for alting på en ny måde, da der ikke længere er nogen med større livserfaring, som står “bag én”.

Så hvis du bliver ramt af panikangst, så kan det måske hjælpe dig at stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Er mit ansvar blevet kraftigt øget for nylig på grund af en eller anden afgørende begivenhed/belastning?
  • Kan det i virkeligheden være dét, der udløste min angst den første gang, jeg fik den?

Når du finder svaret på disse spørgsmål, kan panikangsten begynde at virke mindre mystisk – og dermed lidt mindre skræmmende.

 

Panikangstens onde cirkel

Når man har oplevet et par panikanfald, så kommer man efterhånden til at sidde fast i en ond cirkel, der holder én fast i angsten.

Her er den typiske onde cirkel:

Trin 1:

De første symptomer dukker op – dvs. kropsfornemmelser, tanker eller følelser.

 

Trin 2:

Du opfatter symptomerne som fare – og gør derfor modstand mod dem. 

 

Trin 3:

Symptomerne øges, og du frygter, at der sker en katastrofe lige nu og her:

  • “Jeg er ved at dø!”
  • “Jeg er ved at få et hjerteanfald!”
  • “Jeg besvimer/falder om!”
  • “Jeg mister selvkontrollen!”
  • “Jeg er ved at blive sindssyg!”

 

Trin 4:

Panikanfaldet slutter – hvilket det altid gør, uanset hvordan du reagerer.

 

Trin 5:

Du bliver lettet. Men samtidig tænker du: “Det var uhyggeligt tæt på at ende galt!”

 

Trin 6:

Du begynder at forvente, at angsten dukker op i situationer, der før har udløst panik.

 

Trin 7:

Du bliver overdrevent kropsligt vagtsom.

 

Trin 8:

Du udvikler undgåelses- og sikkerhedsadfærd (Se eksempler nedenfor), som har til formål at beskytte dig mod den fare, du frygter.
 

Trin 9:

Du tror, at grunden til, at det, du frygter, ikke er sket endnu, er, denne undgåelses- og sikkerhedsadfærd.

 

Og nu starter cirklen forfra med trin 1…

 

 

Typiske antagelser

De antagelser, som – desværre – er med til at holde én fast i panikangsten, er typisk bl.a. nogle af dem, du kan se her:

  • Et fysisk symptom er altid et tegn på, at jeg er syg.”
  • “Jeg er nødt til at bekymre mig over, om jeg får et panikanfald, så jeg kan forhindre det.”
  • “Panikangst passer ikke med mit billede af mig selv som succesfuld og stærk. Det burde ikke ske for mig.”

Ovenstående antagelser er som regel forestillinger, man har udviklet for at beskytte sig selv. Men desværre ender de ofte med at blive fælder, der fastholder én i den angst, man prøver at undgå.

 

Undgåelsesadfærd (agorafobi)

På grund af angsten for at få et nyt panikanfald begynder mange mennesker at undgå de steder, hvor de tidligere har oplevet panikangstanfald.

Denne form for undgåelsesadfærd kalder man ofte for “agorafobi”.

Det kan fx være, man begynder at undgå:

  • supermarkeder
  • indkøbscentre
  • parkeringskældre
  • busser
  • tog
  • biografen
  • elevatorer
  • gåture alene
  • at køre bil (eller at køre bil på motorvejen)
  • tunneler
  • fly
  • broer
  • at dyrke motion
  • at være alene hjemme
  •  

Sikkerhedsadfærd

På grund af de uhyggelige bekymringstanker og den panikangst, de medfører, udvikler man typisk det, som kaldes sikkerhedsadfærd.

Sikkerhedsadfærd er handlinger, som har til formål at give én vished og beroligelse.

Desværre kommer disse handlinger til at sende et kraftigt signal til angstcentret i éns hjerne om, at man bevæger sig ud i en situation, som rent faktisk er livsfarlig eller katastrofal.

Typisk panikangst-sikkerhedsadfærd:

  • Du søger beroligende forsikringer hos andre om, at der ikke er fare på færde.
  • Du kigger dig omkring efter tegn på fare.
  • Du sætter dig ned i stedet for at stå op.
  • Du holder godt fast i indkøbsvognen i supermarkedet.
  • Du tager dybe indåndinger for at forsøge at styre angsten.
  • Du får følgeskab af en anden person når du går ud.
  • Du fokuserer på fysiske fornemmelser for at tjekke, om du er OK. (Du tjekker fx din puls eller synker for at tjekke om din hals er fyldt med slim.)
  • Du spænder i kroppen eller hænderne for ikke at miste kontrollen.

 

Din vejrtrækning kan spille en rolle – helt uden at du aner det

Mange af de mennesker, der lider af panikangst, har en generel tendens til at hyperventilere. Det er de som regel slet ikke klar over, da det er noget, man kan gøre, helt uden at det hverken mærkes eller høres.

Hyperventilering er ikke farligt, men det kan skabe en masse symptomer, som kan gøre én forskrækket – og dermed holde gang i angsten.

Det kan derfor være afgørende, at du lærer at trække vejret mere hensigtsmæssigt, for at du kommer af med din angst.

 

HVAD ER PANIKANGST? HVORFOR FÅR MAN PANIKANGST? HVORDAN KOMMER MAN AF MED PANIKANGST?

After you have typed in some text, hit ENTER to start searching...