Sådan smalltalker usikre mennesker

Du kunne måske starte med at spørge, hvorfor filan jeg nu behøver at at bore så meget i, hvad folk gør forkert?!

Det gør jeg, fordi det viser sig, at så længe man ikke er klar over, hvad det helt præcis er, man gør forkert, er det simpelt hen meget svært at begynde at gøre noget andet.

Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at lade det blive ved dét! ?

Jeg kommer selvfølgelig også med helt konkrete tips til, hvad du kan gøre anderledes, så du bliver en bedre smalltalker…

Forskning beskrevet af Bernardo Carducci i hans bog Shyness – A Bold New Approach viser, at usikre mennesker typisk er fokuseret på noget helt andet end at forsøge at hjælpe deres samtalepartner med at føle sig godt tilpas.

I en samtalesituation er usikre mennesker fokuseret på at undgå at de selv gør eller siger noget pinligt, at den anden person tænker dårligt om dem eller afviser dem, eller at de selv taber ansigt.

Desværre fører dette til, at samtalen føles temmelig ubehagelig – både for den usikre person og for samtalepartneren.

Hvordan det?

Jo, her skal du se de 7 hovedproblemer ved usikre menneskers smalltalk…

Hovedproblem #1

De præsenterer sig ikke i den første fase af samtalen, og de undlader desuden ofte at gøre det på et senere tidspunkt.

Hvorfor er dette et problem?

Det er det, fordi det forsinker udviklingen af nærhed. Det forhindrer ofte, at nærheden overhovedet får mulighed for at udvikle sig.

Hovedproblem #2

De snakker næsten udelukkende om omgivelserne.

Undersøgelser viser, at usikre mennesker gennemsnitligt nævner den form for samtaleemner 13 gange i samme samtale – hvorimod selvsikre mennesker nævner den form for samtaleemner 5 gange i hver samtale.

Modsat deres selvsikre samtalepartnere, så tyer usikre mennesker også til snak om omgivelserne på senere tidspunkter i samtalen.

Hovedproblem #3

De siger så lidt som muligt i opvarmningsfasen – dvs. den fase hvor man stiller mere personlige spørgsmål, som opfordrer den anden til at sige noget, som fortæller én noget om, hvordan han/hun definerer sig selv, så man kan finde noget, man har til fælles.

Usikre mennesker besvarer ofte samtalepartnerens spørgsmål med enstavelsesord. På den måde får de afvist emner, der ellers passede sig rigtig godt til denne fase. Med enstavelses-svarene giver de nemlig ikke deres samtalepartner nok information til, at de sammen kan udvide et samtaleemne og holde samtalen kørende.

Desværre kan denne måde at smalltalke på føre til flere og flere lange, akavede pauser.

Det kan også føre til, at du virker uhøflig eller kold, fordi det det kommer til at se ud, som om du lukker af over for den, du taler med.

Sandsynligvis prøver du at sige så lidt som muligt, fordi du forsøger at undgå at sige noget, som kan få den anden person til at nedvurdere dig eller afvise dig, men denne strategi kan i dén grad give bagslag! Din samtalepartner får nemlig på den måde hele byrden med at holde samtalen i gang. Og det kan ende med at blive for udmattende for ham/hende at prøve at trække dig ud af din skal.

Hovedproblem #4

De afslører ikke noget personligt om dem selv.

Hvorfor er det et problem?

Fordi på den måde udvikler de ikke noget fællesskab med samtalepartneren – udover det, at de begge to befinder sig det samme sted.

De lærer aldrig den anden person bedre at kende, og de giver heller ikke samtalepartneren mulighed for at lære dem bedre at kende. Derfor får samtalepartneren ikke nogen tvingende grund til at snakke med dem igen.

Det kommer med andre ord til at virke, som om de altid taler med en fremmed. Og på det grundlag kan der ikke udvikle sig noget venskab.

Hovedproblem #5

De kommer med ultrakorte svar eller siger ingenting.

Hvorfor er dette et problem?

Det virker afvisende eller decideret uhøfligt, og samtalen udvikler sig derfor aldrig ud over snak om omgivelserne og de emner, som samtalepartneren kommer med – og som i praksis afvises vha. ultrakorte svar.

De finder derfor aldrig ind til interesser, de har til fælles med den anden person.

Hvis samtalepartneren skal trænge igennem denne massive forhindring, skal han/hun være ualmindeligt vedholdende og usædvanligt motiveret.

Hovedproblem #6

De stiller ikke spørgsmål – udover spørgsmål, der ikke fører nogen vegne, eller retoriske spørgsmål om omgivelserne.

På den måde kommer de til at virke uinteresserede i deres samtalepartner, som så føler sig afvist.

Hovedproblem #7

De griber ikke samtaleåbninger og tager ikke deres del af ansvar for at holde samtalen i gang, når der opstår tavshed. I stedet lader de tavsheden trække ud.

Hvorfor er dette et problem?

Det er det, fordi dette tvinger deres samtalepartner til at komme med endnu et samtaleemne, som så også bliver afvist.

Undersøgelser viser rent faktisk, at der er et særligt mønster af tavshed i samtaler, som usikre mennesker deltager i:

A kommer med et spørgsmål. B kommer med et kort svar. Og så er der tavshed…

Derefter kommer A med et nyt spørgmål. B kommer med et kort svar. Og derefter er der igen tavshed…

Så kommer A med et nyt spørgsmål. B kommer med endnu et kort svar. Og så er der igen tavshed…

Samtalepartneren kan meget nemt risikere at kede sig, hvis den usikre person ikke tager sin del af ansvaret for at holde samtalen i gang, og den usikre person kan risikere at komme til at fremstå som kold, arrogant, uinteresseret og uinteressant, hvilket jo er rigtig, rigtig ærgerligt!

Så langt så “godt”.

Jeg lovede dig jo nogle helt konkrete tips til, hvad du kan gøre i stedet. Her kommer de:

12 tips til hvordan du bliver bedre til at smalltalke >>

Kunne du lide den her artikel? Tilmeld dig nyhedsbrevet og få flere af samme slags.