Jeg har levet med angsten i over 35 år. Er er blevet medicineret med stærk nervemedicin i alle årene…bestemt uden resultat, andet end afhængighed med deraf efterfølgende nedtrapninger. Den samme psykiater i alle årene.
Angsten kom for 35 år siden som lyn fra en klar himmel ved en begravelse af min daværende svigerfar.
Siden har det kostet mlt ægteskab, mit firma og sat mig i en overskuelig gæld…..ca. 1mill kroner.
Jeg er stadig Meget ramt af angsten for angsten, men tænker at nu hvor jeg har rundet de 70 år kan jeg ikke se noget lys forude…..trist, men ingen har kunnet hjælpe mig.
Jeg har haft den samme psykiater i 32 år. Han har kun givet mig lexotaner op til 6 mg i alle årene…jeg fatter ikke at jeg har overlevet.
Mange hilsner
Preben Ullitz ?
Tak for dit fine og ærlige input. Jeg er ked af at høre, at du har kæmpet med angsten i så mange år.
I dag anvender man hovedsagelig psykoterapi mod angsttilstande (evt. suppleret med antidepressiver), bl.a. netop pga. risikoen for afhængighed, som du nævner.
Men også – ja, det kan måske lyde mærkeligt – fordi man med de traditionelle angstdæmpende piller – kan risikere næsten ikke at kunne mærke angsten. Og når man skal af med angst, er det vigtigt, at hjernen OPLEVER angsten (uden at man laver sikkerhedsadfærd) – samtidig med, at der IKKE sker det, man frygter.
På den måde begynder hjernen at omfortolke det, der sker, og efterhånden dæmpes angstreaktionen.
Jeg håber meget, at du finder et lys for enden af tunnelen?
Mange hilsner
Lotte
PS. Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvad “sikkerhedsadfærd” er, kan du læse mere om det her på hjemmesiden. Jeg har skrevet eksempler på typisk sikkerhedsadfærd på hver af siderne, der handler om de forskellige angsttyper.
Tusind tak begge to for læsning / det er som at læse om mig – lidt uhyggeligt, men også meget beroligende da jeg ikke er den eneste – jeg er også startede i overgangsalderen og har stillet mig det samme spørgsmål / men kan nu også se at det ikke kun er det / men det der har rystede min grundvold – og ikke mindst min personlighed for ikke bare at give op og man kæmper for andre .
Dejligt at høre, du kan bruge det, som Karin og jeg skriver. Og fantastisk at både du og Karin deler jeres oplevelser med andre. Det hjælper meget at vide, at man ikke er alene med problemerne. Så tusind tak! 🙂
Tusind tak for det udførlige svar Lotte! Jeg søgte på Google efter svar på, hvorfor jeg mon er begyndt at være Så ulideligt bange for at sige nogle perverse ting højt – ligesom torettes. Jeg ved at jeg holder har social angst og er let påvirkelig overfor ting jeg høre om, såsom torettes. Derfor frygter jeg den store skam der ville være hvis jeg kommer til at sige nogle perverse ord højt.. meget af min selvudvikling væk fra angsten, har gået på at tillade mig selv at tænke dårligt om andre. Jeg har i min barndom overlevet ved at tænke positivt og vende alt indad. Jeg kan derfor bedre tænke nu “jøsses hun er bare IKKE Pæn” eller på noget sekuelt i mine forældres samværd og være bange for at råbe “P*K” fx. Det er tanker jeg selv fremprovoker som en slags terror mod mig selv. Jeg føler i hvert fald at jeg selv fremprovoker dem, fordi jeg stadig er angst og bange for den skam over sig selv som jeg altid har følt over mig selv og eksempelvis mit udseende. Det er som om at der er lagt låg på min angst igennem 12 aftaler til min psygolog. Mon ikke det kan være sandt at lånet er røget af og skammen stadig er i mig (angsten)?
Hvad anbefaler du? At jeg hurtigst muligt tager til en psygolog igen (og skal det være den samme – jeg er flyttet rigtig langt væk fra min seneste) eller kan jeg gøre noget selv?
Når man lider af det, der kaldes “Pure OCD“, kan der ske det, at når man lærer et nyt værktøj i løbet af den terapeutiske behandling, at så bruger man det som endnu et neutraliserings-ritual, når man har det, man oplever, som “afskyelige” tanker.
Det lyder, som om det er det, du gør. Jeg gætter på, at du gør det, fordi du bedømmer, hvem du er som person, baseret på de TANKER, du har. Det kan i stedet bedre betale sig at definere din identitet (dvs. hvad du er for et slags menneske) ud fra de HANDLINGER, du foretager – regelmæssigt.
Så det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at prøve at droppe at gå og holde øje med dine egne tanker. Vi mennesker har masser af “mærkelige” tanker. Vores tanker strejfer i alle mulige retninger. Det betyder ikke noget som helst om, hvad vi er for nogle mennesker.
Du spørger mig, om du hurtigst muligt bør tage til en psykolog, og i det spørgsmål fornemmer jeg også en angst i dig for, hvad du mon kan finde på, hvis ikke du bliver hindret i det. Så af DEN grund behøver du ikke opsøge nogen behandling, for den angst bunder i, at du definerer dig selv ud fra dine tanker, som i virkeligheden ikke siger noget om, hvad du kan “finde på”.
Men det kan jo sagtens være givtigt at få noget hjælp til at definere dig selv på en anden måde, og til at komme ud af det spil, som din angst for dine egne tanker har spundet dig ind i.
Tusind tak for dit svar. Det sætter jeg stor pris på. Og tak for linkene til de andre sider. Jeg vil følge dit råd om at “holde ud” og kan heldigvis allerede mærke en lille fremgang.
Hej Lotte
Jeg har det på fuldstændig samme måde som Amanda beskriver det og vil høre om du kan uddybe “invitere rødmen” samt redskaber til at spille spillet mod angsten?
Jeg invitere jo rødmen ind hver dag stort set, da det jo også sker på jobbet, overfor mine kone og barn der hjemme mv. Vil gerne vide, hvad jeg gør, når jeg så sidder i det og mest af alt har lyst til at gå væk fra situationen – det gør jeg trodsalt ikke hver gang, selvom jeg bliver rigtig varm.
I dag er jeg 40 år og har levet med det nærmest altid – håber hver dag, at det bliver bedre med alderen.
Dejligt, dejligt, dejligt at høre en kommentar. Og rigtigt godt spørgsmål, Anonym!
I stedet for at skrive en hel masse om, hvordan du konkret skal bære dig ad med at invitere rødmen ind, hvilket ville kræve et laaaaaangt svar, og hvor vi ville være nødt til at se nærmere på den del af din individuelle reaktion på din rødmen (der er lidt typiske eksempler på min side om social fobi – scroll ned til der, hvor der står “Sikkerhedsadfærd”), som du måske nok ikke er så bevidst om lige nu, vil jeg i stedet anbefale dig at kigge lidt på, om du måske stiller urealistiske, perfektionistiske krav til, hvordan du skal fremstå. Du kan fx kigge på min side om perfektionisme, og se, om du kan genkende nogle af de overbevisninger, jeg skriver om.
Det kan også tænkes, du kan få noget at kigge på min side om lavt selvværd.
Som sagt ville vi blive nødt til at afdække præcis, hvordan din modstand mod din rødmen ser ud. Jeg ved godt, du skriver at du inviterer den ind, og det gør du nok også – delvist. Men min erfaring er nu, at invitationen som regel er lidt “halvhjertet”. Og det kan jeg sådan set udmærket forstå!
Jeg vil elske at høre fra dig, hvad du synes om det, jeg skriver her til dig. 🙂
Tak for dit indlæg, som passer ind i en problematik jeg roder med for tiden. Jeg synes jeg har udviklet mere social fobi, end da jeg var yngre og det falder meget godt i tråd med, at jeg genkender den passive problemløsningsstil jeg har udviklet særligt ift arbejde/ arbejdsrelationer. Den demonterer min selvtillid og jeg har svært ved at finde tilbage…. ??
Det er bare så fedt at høre, du kunne bruge det, Rachel! Og spændende at høre, hvordan du kigger nærmere på din egen adfærd her.
Når du kommer i gang med at udtrykke dine behov mere assertivt (“ligeværdigt” er også et godt ord), får du stille og rolig højere selvværd – selvom det er ubehageligt i starten.
Husk også på: Det at give andre åben, ærlig og konstruktiv feedback er en kærlig handling, som kan gøre, at de får chancen for at se, hvordan deres adfærd påvirker andre, og det kan give dem chancen for at udvikle sig og modnes.
Vi har alle sammen brug for feedback på vores adfærd. Eller hvad siger du? 🙂
Jeg har præcis det samme. Rytme eller sange der kører i hovedet. Nogle gange er det lige fra det sekundt jeg vågner.
Er det noget du stadig bøvler med? Og har du nogle råd til hvad der kunne hjælpe?
Det har stået på de seneste 3-4 måneder og er kommet efter en kritisk periode med meget stress og nederlag.
Jeg kan se, at du går og bakser med de samme ting som Lisbeth beskriver. Mit primære råd er at fokusere mindre på, hvad der foregår inde i dit hoved, men det kan du læse om i flere detaljer i mit svar til Lisbeth ovenfor.
Jeg tror også, du måske kan få noget ud af at arbejde med dit selvværd, så du finder en mere omsorgsfuld og støttende måde at se på det, som du fx kalder dine “nederlag”.
Hej “anonym”.
Nu er det lidt svært at se hvornår du har skrevet din mail, men jeg svarer lige alligevel.
Som Lotte skriver, er den bedste metode at prøve at lade være med at fokusere på det. Kan være rigtig svært, men erfaringen siger mig, at det hjælper.
Jeg slap helt fri af det ved at gøre som Lotte skrev til mig dengang. Der kan en sjælden gang imellem komme lidt af det, men da jeg ikke er bange og bekymret for det mere, forsvinder det lige så hurtigt igen. Jeg ved det går væk igen. Det er specielt i stressede perioder med bekymringer osv det kan vise sit grimme ansigt.
Trøst dig med, at det åbenbart er mere normalt end vi gpr og tror, og det bedste er, at det forsvinder stille og rioligt. Specielt når du får lidt ro på det du går og slås med. Så der er håb forude?.
Har haft det samme nogle dage, hvordan gik det får jer?
Mit er egentligt væk og igen, men mærker hele tiden efter om det nu er der, så det er i sig selv irriterende og kræver energi. Det lyder nok mærkeligt?
Har nøøøjagtig det samme. Jeg er ved at blive tosset af det. Samme strofe vekslende sange.. og det er fra jeg slår øjnene op til jeg går i seng. Har headset på med podcast, som jeg ikke hører, men det hjælper med at holde det væk.
Først og fremmest et stort tak til og for dig! Du har en fantastisk hjemmeside med en masse god information, og jeg nyder altid dine mails.
Mht. Bents problem, så kender jeg det desværre alt for godt selv. Min psykolog har sagt præcis de samme ting til mig, som du skriver i dit svar til Bent. Derudover sagde hun en ting, som jeg hæftede mig ekstra meget ved, og måske kan det også hjælpe Bent:
Folk, der er sindssyge eller psykotiske opdager ikke at de er det!
Derfor; det at man har tanker om at være det, bliver dit bevis for, at du IKKE er det! For var du rent faktisk psykotisk eller sindssyg, så ville du ikke selv opdage det!
Dejligt at høre, at du kan bruge det, jeg skriver løs om. 🙂 Det er vel nok sødt af dig at sige!
Du har helt ret mht. det, som din psykolog har sagt. Og det er supergodt forstået. Den eneste grund til, at jeg ikke plejer at nævne det, er, at det, man typisk er på jagt efter, når man plages af de tanker, som Bent går rundt med, er 100 % (og ikke bare 99,99 %…) sikkerhed for, at man ikke er psykotisk eller sindssyg. Og den jagt har ingen ende. For et kort stykke tid efter, at man har fået en beroligende forsikring (lige meget hvor fornuftig og rigtig den er) om, at man ikke er sindssyg, så begynder angstcenteret i ens hjerne at sige: “Jaaamen, hvad nu, hvis jeg ALLIGEVEL er sindssyg…?!”
Men det er rigtigt forstået, at det netop er karakteristisk for sindssyge, at man opfatter ens (forvanskede) forestillinger for præcis lige så rigtige, som alt det andet, man – og andre – oplever. Når man er sindssyg/psykotisk, vil man derfor ikke være bange for at være sindssyg, men fx mene (og det vil sige, at man er 100 % overbevist om), at man bliver forfulgt, at andre er ude på at genere en, eller har stjålet ens tanker. I den mere maniske ende af skalaen vil man fx være 100 % overbevist om, at man har evner, som andre ikke har. Fx. at man er Gud eller Jesus eller er Guds gave til verden inden for et eller andet felt.
Men som sagt er det meget uhensigtsmæssigt at gå og holde øje med ens “virkelighedsopfattelse”. Når man gør det, kommer man til at opleve, at man ikke er i nuet, og at man ligesom er på “afstand” af det, der foregår omkring én, og så bliver man skræmt over det. Men det er en evne, alle mennesker har. Den er der ikke noget galt med. Den bruger vi fx, når vi overvejer om det er på tide at tage hjem, mens vi sidder og snakker med en god ven. (Vi kan på samme tid være med i oplevelsen og stå lidt på afstand af den og “betragte den”).
Nå, Louise, jeg blev helt ansporet af det, du skrev. Tak for det! Det er altid superskønt at høre respons. Og tusind tak for bidraget. 🙂
Kære Amanda, Anonym – og Lotte
Jeg vil blot fortælle, at jeg har haft det på præcis samme måde, og det var utroligt hæmmende for mig – både privat og på job. For cirka 5 år siden fandt jeg tilfældigt Lottes hjemmeside og gik til en konsultation hos hende. Her for forklarede hun mig de ting, hun også beskriver ovenfor, og vi fik en grundig snak om min situation. Den samtale har ført til, at jeg nu har det langt langt bedre med min rødme, og at det næsten ikke generer mig i det daglige mere. Jeg rødmer stadig jævnligt – særligt når folk uventet spørger mig om private ting. Og jeg kan stadig gribe mig selv i at blive irriteret over, at jeg så bliver rød i hovedet. Men det vigtigste er, at jeg ikke længere “trækker mig” fra sociale situationer eller lader mig hæmme af det. Og min tendens til at rødme er også blevet langt mindre. Så stor tak til Lotte 🙂
KH Anna
Hejsa med dig jeg døjer selv med sygdomsangst men jeg læser meget på nettet om det stadigvæk og jeg er blevet tjekket på kryds og tværs og jeg er sund og rask men skal så prøve at aflede mig selv så meget som jeg kan men ville du have nogle gode råd til hvordan at jeg kan komme det her til livs for det er noget irriterende men jeg er kommet af med min tandlæge angst jaså kan det også lykkedes med denne her men det tager bare lidt tid men det skal nok lykkes mig mvh Lone
Vi mennesker er nogle underlige størrelser. For meget tankevirksomhed i hovedet fører til for mange bekymringer.
Du har helt ret i, at det er spild af dyrebar tid.
Jeg er glad for at høre, du er enig, Hans. 🙂 Det er bare ikke så let at sige til sig selv, når først angsten er vokset. Den har sin egen dynamik, hvor den skaber et uheldigt fokus på kropsfornemmelser og bekræftelse af de katastrofeforestillinger, som gør én endnu mere bekymret.
Jeg vidste ikke at man altid har tvangshanlinger. Det var fedt du skrev det! Og tak for listen over overbevisningene inde på OCD siden. De passer super godt på mig, desværre.
Tak, Lotte. Så forstår jeg bedre, hvad jeg gør forkert. Din forklaring med den hvide bjørn er nem at se for sig. Af hjertet tak for al det hjælp der er her på hjemmesiden. Du er en ildsjæl, virker det til! 🙂
Hej
Da jeg var lille, var jeg nevøst anlagt og bange for alt muligt, og det var først tyverne, at det gik op for mig, at jeg led af OCD. Jeg havde nogle slemme peroider med tanker om alt muligt – at jeg var pædofil, at jeg ville komme i helvede, at jeg pludselig ville bortføre et barn og slå det ihjel, at jeg ville komme til at sige noget blasfemisk, at jeg pludselig ville puffe til en, så han/hun faldt ned på togskinnerne på en station. Det har været så belastende, og jeg turde ikke sige det til nogen. I mange år turde jeg heller ikke tænke på at få børn. jeg var bange for at jeg pludselig kunne finde på at gøre dem fortræd. Tak for at du skriver så åb ent om dine egne tanker. Da det gik op for mig at jeg havde OCD, fik jeg en lettelse, man slet ikke kan beskrive.
Tak for de pæne ord. Og mange, mange tak for dit bidrag. 🙂
Når man ikke ved, hvorfor man har sådan nogle ubehagelige tanker, kan man blive ekstremt skræmt af dem. Det hjælper typisk meget at finde ud af, at det er angst, der skaber dem. Og at der er mange andre, der har det på samme måde. Det er desværre på mange måder stadig lidt af en “hemmelig klub” at være medlem af…
Jeg er glad for at høre, det lettede, da du fik fundet ud af, at det var OCD, du led af.
I magne år fik jeg det varmt i hele kroppen og blev rød i hovedet, når jeg følte mig fokus. Jeg føte også at andre mensker dømte mig. Men var der en af mine veninder der fortalte at hun havde det ligesådan. Så nu er jeg blevet lidt bedre til at tænke at andre mensker også er usikre og jeg skal få dem til at have det bedre. Det hjælper også at flyte fokus over på den anden synes jeg. Tak for idéen med at tænke på sig selv som vært i samtalen. Det er måske det jeg gør?
Hej Lotte
Jeg har generelt svært ved at være ked af det. Når jeg er trist, tror jeg at det kommer til at vare forevigt og jeg vil bare gerne af med følelsen så hurtigt så muligt, så jeg distraherer mig eller bliver ked af, at jeg har følelsen, hvilket jeg så også bliver ked af. Hvordan holder jeg op med det og bare føler tristheden? Den er så altopslugende, at den overbeviser mig om, at den vil vare ved for evigt, og det er meget svært at holde ud.
Mvh. Laura
Det er et super klassisk problem, du kæmper med. Det er i øvrigt vigtigt at vide, at følelser altid slutter. Også selvom vi ikke gør noget for at få dem til at slutte. Det er på en måde følelsens “bluffnummer”, at den forsøger at bilde os ind, at den vil vare for evigt, for så gør vi alt, hvad vi kan for at få den til at stoppe. Følelsens formål er at få os til at handle. Men vi tager fejl, når vi tror, at følelsen vil være der for evigt. 🙂
Måske kan du forsøge med teknikken med de 5 trin ovenfor?
Jeg har aldrig været et drømmebarn og er den der bliver pillet ned hele tiden og har aldrig følt mig elsket og det har resulteret i at jeg lider af angså ptsd og seperationst angst og har altid haft ekstreme voldelige forhold for jeg fortjener jo ik bedre
Bare man ku slippe for tankemyldert bare engang imellem! Når jeg sidder og ska slappe af kan jeg ik la være med at blive bange at der er noet helt galt med mit hjerte eller måske sclerose fordi det snurrer i fingrene og tæerne. Er der noen der har prøvet det?
Kære Karla – Din bekymringer om, at snurren forskellige steder i kroppen er tegn på noget med hjertet eller sclerose, er meget, meget almindelige, kan jeg sige dig, hvis det er nogen hjælp. 🙂
Jeg kan ikke garantere dig, at det er angstsymptomer, du taler om her, men det er en mulighed, i al fald. Så det kan være en god idé sætte sig ind i, hvilke kropsfornemmelser angst kan skabe.
Min kæreste siger tit at jeg overdriver alting og er alt for sensitiv når jeg prøver at forklar ham hvad jeg føler. Jeg kan ikke holde ud at han ikke forstår 100 % hvad jeg føler. Så gør jeg alt for at forklare ham det. Hvordan skla jeg få ham til at forstår det hvor såret jeg blir når han siger sådan?
Måske skulle du lege med idéen om, at andre mennesker ikke behøver at forstå 100 % hvad vi føler. Menneskers behov og følelser er lige meget værd. I et parforhold er det, der er vigtigt, at man kan forhandle sig til rette til noget, der giver hver partner lidt mere af det, vedkommende gerne vil have. Giver det mening? 🙂
Jeg får en følese af hjertet springer ud af brystet på mig, og ryster jeg bagefter. Jeg trro ikke jeg hyperventilere, for jeg trækker vejret helt normalt.
Når man ser folk, der hyperventilerer – fx i tv-serier – så foregår det altid meget voldsomt med en masse lyd på – men undersøgelser viser, at folks vejrtrækning kan have ændret sig i op til 47 minutter før deres panikanfald – helt uden at de har lagt mærke til det.
Så man kan sagtens gå og trække vejret på en uhensigtsmæssig, hyperventilerende måde uden at vide det. Det kan være forklaringen på en del af de symptomer, man oplever. Men da man ikke kender den (helt ufarlige) forklaring på kropsfornemmelserne, bliver man bange for dem, og den angst kan så udløse det egentlige angstanfald.
Det med spotlighten kan jeg godt relatere til. Jeg bliver meget nervøs når vi har møder på Teams. Er det normalt? Nogen gang tænker jeg at jeg ikke egner mig til et arbejde med møder men det er svært at finde et andet. især under corona er det blevet endnu værre. Jeg tør ikke sige noget og når det er min tur skynder jeg bare at sige det jeg skal meget hurtigt. Tak for din hjælp her på siden.
Hilsen Marie
Det er rart at vide, at du kan bruge det, jeg skriver.
Det er en klassisk angst, du har. Jeg kan fortælle dig, at du ikke er alene.
Vi mennesker kan som regel ikke se på andre, at de er nervøse. Eller også undervurderer vi, hvor nervøse de er. Så jeg håber, at du kan sige til dig selv, at mange af de andre til møderne på Teams, er nervøse for at sige noget, uden at du aner det.
Måske hjælper det lidt at tænke på som en hemmelig klub, som du og de andre er medlem af? 🙂
Bliver man ikke nemt upopulær når man har assertiv adfærd? Jeg har en søster som altid siger tingene ligeud. Det er altså ikke altid rart for os andre. Hun taler om sig selv hele tiden og der er ikke plads til os andre. Jeg har prøvet sige det til hende men så bliver hun bare sur og siger jeg skal lade vær med at blande mig. Min mor holder med hende. Hun siger til mig jeg må lærer at vi er forskellige. Her til jul var det bare ikke særlig sjovt hun sad og rettede på alt vi andre sagde. Jeg synes mine forældre skal sige fra. Hvordan skal jeg få dem til det?
Mht. din søster, så er det vigtigt, at du skelner mellem det at “sige tingene ligeud” og at kommunikere assertivt, som bl.a. går ud på at kommunikere ligevægtigt, men med respekt for den, man taler med. Det lyder nærmere, som om din søster kommunikerer aggressivt, ikke assertivt.
Det er ikke lige sådan at ændre på dynamikken i en familie. Dine forældre skal selv ønske at ændre på den. Det er ikke noget, du kan få dem til, hvis de ikke ønsker det.
Det, du kan lave om på, er din egen reaktion på det, der foregår. Det kan så måske inspirere andre omkring dig og give dig selv bedre selvværd. 🙂
Hej Det er nogle gode teknikker, Lotte. Man kan også sige at man først vil tænke sig om. Det synes jeg ikke du skriver om. Hvorfor ikke? Det er afgørende at vide. Hilsen Peter
Jeg bliver meget nervøs for blive til grin når jeg taler med mennesker som jeg ikke kender. Jeg er kedelig og uinteressant. Jeg får røde pletter på halsen og i hovedet. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få en kæreste. Jeg kan ikke lide at gå på date for så ser personen at jeg rødmer. Det er grimt og pinligt. Hvad skal jeg gøre ?
Det, du beskriver, er meget mere almindeligt, end du tror. Mange mennesker tror desværre, at andre synes, de er kedelige og uinteressante. Og hvis man rødmer, kan man komme ind i en dårlig spiral, hvor man efterhånden rødmer, bare man tænker på, om man kommer til at rødme. Heldigvis er andre menneskers indstilling til det typisk mere positiv end ens egen.
Mht. hvad du kan gøre ved det, vil jeg foreslå dig at kigge på følgende sider:
Det om passiv aggression er spot on. Nu forstår jeg hvorfor det trigger mig så meget. Min familie er verdensmestre. Kan du ikke skrive noget om hvordan man tackler det?
Det kommer an på, hvad du mener med “min familie”. Man kan ikke lave om på mennesker, som ikke ønsker det, eller som ikke er parate til det. Men jeg håber, at det, jeg har skrevet, giver dig lidt mere forståelse for, hvorfor de gør, som de gør.
Hvis det er ens partner, som er passivt aggressiv, er det til gengæld afgørende, at det bliver italesat, og at man kræver, at det holder op. Hvis man lader det fortsætte i mange år, så bliver forholdet efterhånden så dysfunktionelt, at begge parter ønsker at komme ud af det. Så stop det i tide!
Hvis det kan lade sig gøre, så få din partner til at kigge på testen ovenover sammen med dig. Så kan du måske håbe på, at vedkommende kan erkende det.
Men uanset om vedkommende vil erkende det eller ej, bør du insistere på, at du ikke vil finde dig i det. Jeg er ked af at måtte sige det så hårdt, men det er ganske enkelt gift for forholdet.
Min mand kæmper med angsten og jeg leder efter strategier til at gøre hans hverdag lidt nemmere. Tak for al den gode informationen om livet med angst og hvordan man kan komme af med det! Det du skriver om at bekymringer “virker” giver mening for mig. Det forklarer hvorfor han bliver ved med at bekymre sig selvom han gør alt for at lade være.
Det som du har skrevet hjælper mig med bedre at forstå min kæreste. Han kæmper med samme former for tanker. Tak for indsatsen, Lotte. Har du nogle råd til hvordan man bedst hjælper som pårørende?
Hej Lotte Jeg kommer også tit til at Google symptomer selv jeg ved det er en dårlig ting. Vil prøve af lade være. Tak for dit svar og det du skriver på hjemmesiden i øvrig.
Den seneste tid jeg oplevet flere angst anfald. Det har gjort mig bekymret skal jeg blive invalideret af det Jeg har en bekendt som endte på førtidspension pga angst. Hvad skal jeg gøre?
Det er vigtigt, at du for det første holder følgende ting for øje:
Når man bliver angst, laver ens hjerne følgende tænkefejl:
1. Man overvurderer det, man frygter.
2. Man overvurderer konsekvenserne af det, man frygter.
3. Man undervurderer ens egen evne til at håndtere det, man frygter, og konsekvenserne af det.
4. Man undervurderer de ydre ressourcer, man kan trække på.
Så skriv dine bekymringer ned på et stykke papir. Find de væsentligste, og tag så et øjeblik for givet, at jeg har ret i de 4 punkter, jeg har skrevet her ovenfor. Skriv nu gensvar til dine bekymringer, der trækker på de 4 punkter. Altså spørg fx dig selv: “På hvilken måde har jeg måske overvurderet det, jeg frygter?” Svar: “Jo, det har jeg måske, fordi …”
Aftal derefter en kortere periode (fx en uges tid) med dig selv, hvor du afleder dig selv, når du begynder at gruble over, hvad din angst kan føre til i det lange løb. Lov dig selv, at du vil evaluere bekymringstankerne igen, når perioden er overstået. (Du kan langt nemmere aflede dig, når din hjerne ved, at du har lovet at evaluere bekymringstankerne, når denne forholdsvis korte periode er overstået …)
Når perioden så er overstået, vil jeg foreslå dig at vurdere, om bekymringerne blev mindre, fordi du ikke grublede over dem, når de dukkede op.
Jeg håber, at du vil give denne model et forsøg. 🙂
Så snart jeg lægger mig i sengen begynder jeg at gruble. jeg har prøvet afslapning white noise mindfulness men ingenting hjælper. Efter lang tid falder jeg i søvn men sover meget let og vågner igen og igen og så kommer bekymringerne tilbage. Søvnløsheden gør det svært for mig at fungere om dagen. Hvad skal man gøre når grublerierne gør en søvnløs?
Et ordentligt svar på det kræver desværre en længere og mere individuel analyse af, hvad det er, du gør forkert. På min side om søvnløshed kan du se en lille video om, hvad det er for en ond cirkel, man kommer ind i, når man får problemer med at sove. Den finder du her: https://www.angst-strategier.dk/soevnloeshed/
Men nu skal jeg prøve at komme med et par råd eller principper, så du kan se, om der er noget, du kan bruge.
Når man først begynder at blive søvnløs, fortsætter man som regel med at ligge i sengen længe efter, at man har fundet ud af, at man ikke kan falde i søvn. Det skaber efterhånden en automatisk association i hjernen mellem det at ligge i sengen og det at bekymre sig. Så derfor er det vigtigt, at man vænner sig til at stå op, når man har ligget i sengen 10-15 minutter uden at kunne sove.
Når man så føler sig søvnig igen, går man ind i seng igen. Når man igen har ligget der 10-15 minutter max uden at sove, står man op igen. Og så fremdeles …
Der er mange, der anbefaler, at man foretaget sig noget søvndyssende, når man er stået op midt om natten, men det er desværre mine erfaring, at det kan ende med at komme til at understrege den katastrofestemning, man er kommet til at opbygge. 🙂 Derfor plejer jeg i stedet at anbefale, at man forsøger at udnytte den tid, man får ”forærende” af søvnløsheden så godt som muligt – fx med at lære et eller andet nyt. På den måde får man vænnet sig til ikke at opfatte søvnløsheden som en katastrofe, men i stedet som en lidt upraktisk, midlertidig gene.
Når man lider af søvnløshed, er det meget ofte, fordi der er en eller anden ting i ens liv, som man er begyndt at opfatte som en eksamen, som er livsvigtig for en at bestå. Det er derfor vigtigt, at man får konfronteret og bearbejdet de tanker, evt. med professionel hjælp.
Desuden er det godt at lære at forholde sig anderledes til bekymringstanker generelt – bl.a. gennem mere effektiv problemløsning, som man sætter tid af til at foretage på et stykke papir hver dag – fx efter aftensmaden.
Desuden er det typisk for folk, der har tendens til søvnproblemer, at de ikke udtrykker deres behov på en assertiv måde. Så det er vigtigt at lære. Det kan du fx se mere om på denne side: https://www.angst-strategier.dk/assertiv-myter-og-facts/
Når man begynder at udtrykke sine behov konstruktivt og ligeværdigt, har det som regel god effekt på søvnløsheden.
Det var et par små råd, som måske kan give dig et par idéer om, hvad der måske kan hjælpe. Det håber jeg i al fald. 😊
Jeg har generaliseret angst og har det forfærdeligt i min krop næsten hele tiden, særlig når jeg vågner om morgenen og efter middagslur. Jeg tager ikke en lur hver dag, kun engang imellem. Jeg går til læge hver 6. uge. Det hjælper ikke. Jeg har også sygdomsangst. Tak for listen.
Sarkastiske mennesker er fyldt med vrede eller misundelse. De føler, de vinder når de leverer en spydig bemærkning. Men der er ingen der vinder. Alle taber.
Hej Lotte
Jeg har altid været lidt bekymret anlagt, men for nylig fik jeg et fysisk angstanfald, og det varede en hel uge. Det var ærligt talt den værste uge i hele mit liv. Jeg var meget bange for, at jeg var ved at blive sindssyg. Jeg var sammen med min mand og søster og svoger, og vi havde det fint sammen, men pludselig kunne jeg ikke trække vejret. Det var slet ikke fordi, jeg var nervøs. Hele kroppen rystede, det sitrede i huden, og jeg kunne mærke min puls i tungen. Min venstre arm føltes slap og gummiagtig, og det fortsatte i flere dage. Jeg kunne slet ingenting hverken spise eller sove, og jeg googlede symptomerne hundredvis af gange i løbet af dagen og blev overbevist om at jeg havde en alvorlig sygdom.
Til sidst gik jeg til lægen og fik taget EKG og blodprøver, men alt var normalt. Der er ingen tvivl om, at jeg havde fysiske smerter, og nu er jeg meget nervøs for, at det skal ske igen. Jeg er en rationel person. Hvorfor sker det her for mig??
10 % af alle mennesker kommer ud for et panikanfald. For en femtedel af disse 10 % (altså 2 % af befolkningen) kommer anfaldene igen. Så det er faktisk langt mere almindeligt at få et panikanfald, end man måske skulle tro.
På den side kan du sætte krydser ud for, hvilke antagelser du har, som holder dig fast i angsten. Du kan også se den klassiske onde cirkel, man kommer ind i, når man får panikangst. Jeg gætter på, at du vil kunne genkende noget? 🙂
Forhåbentlig giver det dig et par svar, du kan bruge.
Hej lotta
Jeg lider af en lang periode med panikanfald
Frygt for sindssyge
Angrebene kommer pludselig og varer i flere dage eller en uge, og så forsvinder de i uger og kan vende tilbage pludseligt
Mit problem er simpelthen, at jeg lider af frygt for at miste kontrol over mig selv og mit sind og til sidst blive skør.
Jeg har en vidunderlig familie, en kone, jeg elsker så meget, og jeg har 4 børn, hvoraf to snart bliver læger, fordi de studerer medicin på Aalborg Universitet.
Mit liv er stabilt, og jeg har ingen problemer bortset fra frygt og fobi for sindssyge og besættelse af sindssyge og at miste min familie efter at have mistet mit sind
Bliver mental sygdom skør?
Svar mig venligst og tak mig al tak og kærlighed
Mvh
Asou Agam
Der vil du kunne se, at din angst for at blive sindssyg, er en klassisk katastrofetanke hos folk, der lider af panikangst. Og du vil også kunne se, hvilke antagelser du har, som holder dig fast i panikangsten – bl.a. en antagelse om, at ”Angst kan gøre mig psykotisk”.
Jeg gætter på, at du også vil kunne genkende, at du har følgende antagelse, som også står på sidstnævnte side som en klassiker hos folk med panikangst: “”Panikangst passer ikke med mit billede af mig selv som succesfuld og stærk. Den slags burde ikke ske for mig.”
Hvis du først gemmer de to sider i et Word-dokument og derefter sætter krydser i afkrydsningsfelterne ved det, du selv kan genkende, får du et godt og personligt overblik over, hvad det er, du skal ændre for at komme af med din panikangst.
Jeg tog testen. Jeg har både desorganiseret og ambivalen tilknytning Efter jeg blev skilt har jeg fundet ud af min far var narcisist. Han sagde grimme ting til mig hele min barndom. Kan man godt ændre sig? Jeg sabotere meget mig selv Jeg tør ikke søge nyt job selvom jeg bliver mobbet.
Jeg tilslutter mig at det er meget gode, betryggende og brugbare ord.
Jeg har panikangst som jeg vågner af om natten …. uden drømme …
jeg vågner op i et chok med høj puls og adrenalinen pumpende ….
Jeg tror jeg er ved at dø og at jeg skal vågne op for at holde mig i live … jeg kæmper med at analysere hvad der sker og hvorfor, for at få det til at gi mening …
Og det er lige som at prøve at holde fast i en drøm som gir mindre og mindre mening og forsvinder mere og mere …. Jeg står også op, løber ind i stuen før jeg “må” “kan” trække vejret …..
Eller sådan var det.
Nu kommer det hyppigere,nogle perioder hver nat.
Men mindre heftigt.
Jeg ved det er angst og jeg har sluppet ideen om at skulle gribe ud efter årsagen …. som jeg nu har erfaret ikke er virkelig.
Så det er blevet bedre.
Men jeg ville sådan ønske at jeg kan slippe helt af med det …
Vh Katrine
Godt at høre, Katrine, at du er begyndt at omfortolke det, som du oplever. 🙂
Du kan se mere om, hvorfor man kan få panikangst om natten og hvordan man kommer af med den her: https://www.angst-strategier.dk/panikangst/
(Scroll ned til der, hvor der står “Nattepanik”.)
Jeg har aldrig været et drømmebarn og er den der bliver pillet ned hele tiden og har aldrig følt mig elsket og det har resulteret i at jeg lider af angså ptsd og seperationst angst og har altid haft ekstreme voldelige forhold for jeg fortjener jo ik bedre
Så godt skrevet. !!!
Hvor er jeg bare glad for at høre det, Hanne! Tak. 🙂
Hej lotte
Jeg har levet med angsten i over 35 år. Er er blevet medicineret med stærk nervemedicin i alle årene…bestemt uden resultat, andet end afhængighed med deraf efterfølgende nedtrapninger. Den samme psykiater i alle årene.
Angsten kom for 35 år siden som lyn fra en klar himmel ved en begravelse af min daværende svigerfar.
Siden har det kostet mlt ægteskab, mit firma og sat mig i en overskuelig gæld…..ca. 1mill kroner.
Jeg er stadig Meget ramt af angsten for angsten, men tænker at nu hvor jeg har rundet de 70 år kan jeg ikke se noget lys forude…..trist, men ingen har kunnet hjælpe mig.
Jeg har haft den samme psykiater i 32 år. Han har kun givet mig lexotaner op til 6 mg i alle årene…jeg fatter ikke at jeg har overlevet.
Mange hilsner
Preben Ullitz ?
Kære Preben
Tak for dit fine og ærlige input. Jeg er ked af at høre, at du har kæmpet med angsten i så mange år.
I dag anvender man hovedsagelig psykoterapi mod angsttilstande (evt. suppleret med antidepressiver), bl.a. netop pga. risikoen for afhængighed, som du nævner.
Men også – ja, det kan måske lyde mærkeligt – fordi man med de traditionelle angstdæmpende piller – kan risikere næsten ikke at kunne mærke angsten. Og når man skal af med angst, er det vigtigt, at hjernen OPLEVER angsten (uden at man laver sikkerhedsadfærd) – samtidig med, at der IKKE sker det, man frygter.
På den måde begynder hjernen at omfortolke det, der sker, og efterhånden dæmpes angstreaktionen.
Jeg håber meget, at du finder et lys for enden af tunnelen?
Mange hilsner
Lotte
PS. Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvad “sikkerhedsadfærd” er, kan du læse mere om det her på hjemmesiden. Jeg har skrevet eksempler på typisk sikkerhedsadfærd på hver af siderne, der handler om de forskellige angsttyper.
Kære Lotte og Karin
Tusind tak begge to for læsning / det er som at læse om mig – lidt uhyggeligt, men også meget beroligende da jeg ikke er den eneste – jeg er også startede i overgangsalderen og har stillet mig det samme spørgsmål / men kan nu også se at det ikke kun er det / men det der har rystede min grundvold – og ikke mindst min personlighed for ikke bare at give op og man kæmper for andre .
Mange hilsner den angstfulde
Kære Tine
Dejligt at høre, du kan bruge det, som Karin og jeg skriver. Og fantastisk at både du og Karin deler jeres oplevelser med andre. Det hjælper meget at vide, at man ikke er alene med problemerne. Så tusind tak! 🙂
Tusind tak for det udførlige svar Lotte! Jeg søgte på Google efter svar på, hvorfor jeg mon er begyndt at være Så ulideligt bange for at sige nogle perverse ting højt – ligesom torettes. Jeg ved at jeg holder har social angst og er let påvirkelig overfor ting jeg høre om, såsom torettes. Derfor frygter jeg den store skam der ville være hvis jeg kommer til at sige nogle perverse ord højt.. meget af min selvudvikling væk fra angsten, har gået på at tillade mig selv at tænke dårligt om andre. Jeg har i min barndom overlevet ved at tænke positivt og vende alt indad. Jeg kan derfor bedre tænke nu “jøsses hun er bare IKKE Pæn” eller på noget sekuelt i mine forældres samværd og være bange for at råbe “P*K” fx. Det er tanker jeg selv fremprovoker som en slags terror mod mig selv. Jeg føler i hvert fald at jeg selv fremprovoker dem, fordi jeg stadig er angst og bange for den skam over sig selv som jeg altid har følt over mig selv og eksempelvis mit udseende. Det er som om at der er lagt låg på min angst igennem 12 aftaler til min psygolog. Mon ikke det kan være sandt at lånet er røget af og skammen stadig er i mig (angsten)?
Hvad anbefaler du? At jeg hurtigst muligt tager til en psygolog igen (og skal det være den samme – jeg er flyttet rigtig langt væk fra min seneste) eller kan jeg gøre noget selv?
Kære Lærke
Når man lider af det, der kaldes “Pure OCD“, kan der ske det, at når man lærer et nyt værktøj i løbet af den terapeutiske behandling, at så bruger man det som endnu et neutraliserings-ritual, når man har det, man oplever, som “afskyelige” tanker.
Det lyder, som om det er det, du gør. Jeg gætter på, at du gør det, fordi du bedømmer, hvem du er som person, baseret på de TANKER, du har. Det kan i stedet bedre betale sig at definere din identitet (dvs. hvad du er for et slags menneske) ud fra de HANDLINGER, du foretager – regelmæssigt.
Så det, jeg vil anbefale dig at gøre, er at prøve at droppe at gå og holde øje med dine egne tanker. Vi mennesker har masser af “mærkelige” tanker. Vores tanker strejfer i alle mulige retninger. Det betyder ikke noget som helst om, hvad vi er for nogle mennesker.
Du spørger mig, om du hurtigst muligt bør tage til en psykolog, og i det spørgsmål fornemmer jeg også en angst i dig for, hvad du mon kan finde på, hvis ikke du bliver hindret i det. Så af DEN grund behøver du ikke opsøge nogen behandling, for den angst bunder i, at du definerer dig selv ud fra dine tanker, som i virkeligheden ikke siger noget om, hvad du kan “finde på”.
Men det kan jo sagtens være givtigt at få noget hjælp til at definere dig selv på en anden måde, og til at komme ud af det spil, som din angst for dine egne tanker har spundet dig ind i.
Mange hilsner
Lotte
Hej Lotte.
Tusind tak for dit svar. Det sætter jeg stor pris på. Og tak for linkene til de andre sider. Jeg vil følge dit råd om at “holde ud” og kan heldigvis allerede mærke en lille fremgang.
Vh Thomas
Hej Thomas
Tak for responsen! Godt, du kunne bruge mit svar til noget! Og hvor er det dejligt at høre, at du kan mærke lidt fremgang. 🙂
Hej Lotte
Jeg har det på fuldstændig samme måde som Amanda beskriver det og vil høre om du kan uddybe “invitere rødmen” samt redskaber til at spille spillet mod angsten?
Jeg invitere jo rødmen ind hver dag stort set, da det jo også sker på jobbet, overfor mine kone og barn der hjemme mv. Vil gerne vide, hvad jeg gør, når jeg så sidder i det og mest af alt har lyst til at gå væk fra situationen – det gør jeg trodsalt ikke hver gang, selvom jeg bliver rigtig varm.
I dag er jeg 40 år og har levet med det nærmest altid – håber hver dag, at det bliver bedre med alderen.
Mvh.
Anonym
Dejligt, dejligt, dejligt at høre en kommentar. Og rigtigt godt spørgsmål, Anonym!
I stedet for at skrive en hel masse om, hvordan du konkret skal bære dig ad med at invitere rødmen ind, hvilket ville kræve et laaaaaangt svar, og hvor vi ville være nødt til at se nærmere på den del af din individuelle reaktion på din rødmen (der er lidt typiske eksempler på min side om social fobi – scroll ned til der, hvor der står “Sikkerhedsadfærd”), som du måske nok ikke er så bevidst om lige nu, vil jeg i stedet anbefale dig at kigge lidt på, om du måske stiller urealistiske, perfektionistiske krav til, hvordan du skal fremstå. Du kan fx kigge på min side om perfektionisme, og se, om du kan genkende nogle af de overbevisninger, jeg skriver om.
Det kan også tænkes, du kan få noget at kigge på min side om lavt selvværd.
Som sagt ville vi blive nødt til at afdække præcis, hvordan din modstand mod din rødmen ser ud. Jeg ved godt, du skriver at du inviterer den ind, og det gør du nok også – delvist. Men min erfaring er nu, at invitationen som regel er lidt “halvhjertet”. Og det kan jeg sådan set udmærket forstå!
Jeg vil elske at høre fra dig, hvad du synes om det, jeg skriver her til dig. 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Tak for dit indlæg, som passer ind i en problematik jeg roder med for tiden. Jeg synes jeg har udviklet mere social fobi, end da jeg var yngre og det falder meget godt i tråd med, at jeg genkender den passive problemløsningsstil jeg har udviklet særligt ift arbejde/ arbejdsrelationer. Den demonterer min selvtillid og jeg har svært ved at finde tilbage…. ??
Det er bare så fedt at høre, du kunne bruge det, Rachel! Og spændende at høre, hvordan du kigger nærmere på din egen adfærd her.
Når du kommer i gang med at udtrykke dine behov mere assertivt (“ligeværdigt” er også et godt ord), får du stille og rolig højere selvværd – selvom det er ubehageligt i starten.
Husk også på: Det at give andre åben, ærlig og konstruktiv feedback er en kærlig handling, som kan gøre, at de får chancen for at se, hvordan deres adfærd påvirker andre, og det kan give dem chancen for at udvikle sig og modnes.
Vi har alle sammen brug for feedback på vores adfærd. Eller hvad siger du? 🙂
Hej Lisbeth.
Jeg har præcis det samme. Rytme eller sange der kører i hovedet. Nogle gange er det lige fra det sekundt jeg vågner.
Er det noget du stadig bøvler med? Og har du nogle råd til hvad der kunne hjælpe?
Det har stået på de seneste 3-4 måneder og er kommet efter en kritisk periode med meget stress og nederlag.
Mvh
Kære Anonym
Jeg kan se, at du går og bakser med de samme ting som Lisbeth beskriver. Mit primære råd er at fokusere mindre på, hvad der foregår inde i dit hoved, men det kan du læse om i flere detaljer i mit svar til Lisbeth ovenfor.
Jeg tror også, du måske kan få noget ud af at arbejde med dit selvværd, så du finder en mere omsorgsfuld og støttende måde at se på det, som du fx kalder dine “nederlag”.
Held og lykke med det. 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Hej “anonym”.
Nu er det lidt svært at se hvornår du har skrevet din mail, men jeg svarer lige alligevel.
Som Lotte skriver, er den bedste metode at prøve at lade være med at fokusere på det. Kan være rigtig svært, men erfaringen siger mig, at det hjælper.
Jeg slap helt fri af det ved at gøre som Lotte skrev til mig dengang. Der kan en sjælden gang imellem komme lidt af det, men da jeg ikke er bange og bekymret for det mere, forsvinder det lige så hurtigt igen. Jeg ved det går væk igen. Det er specielt i stressede perioder med bekymringer osv det kan vise sit grimme ansigt.
Trøst dig med, at det åbenbart er mere normalt end vi gpr og tror, og det bedste er, at det forsvinder stille og rioligt. Specielt når du får lidt ro på det du går og slås med. Så der er håb forude?.
Mvh. Lisbeth
Hej Kristina og Anonym
Har haft det samme nogle dage, hvordan gik det får jer?
Mit er egentligt væk og igen, men mærker hele tiden efter om det nu er der, så det er i sig selv irriterende og kræver energi. Det lyder nok mærkeligt?
Har nøøøjagtig det samme. Jeg er ved at blive tosset af det. Samme strofe vekslende sange.. og det er fra jeg slår øjnene op til jeg går i seng. Har headset på med podcast, som jeg ikke hører, men det hjælper med at holde det væk.
Hej Lisbeth
Hvor er det bare super herligt at høre, at du afprøvede det, jeg skrev – og at det hjalp dig. Tillykke med det.
Det er skønt med respons. 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Kære Lotte.
Først og fremmest et stort tak til og for dig! Du har en fantastisk hjemmeside med en masse god information, og jeg nyder altid dine mails.
Mht. Bents problem, så kender jeg det desværre alt for godt selv. Min psykolog har sagt præcis de samme ting til mig, som du skriver i dit svar til Bent. Derudover sagde hun en ting, som jeg hæftede mig ekstra meget ved, og måske kan det også hjælpe Bent:
Folk, der er sindssyge eller psykotiske opdager ikke at de er det!
Derfor; det at man har tanker om at være det, bliver dit bevis for, at du IKKE er det! For var du rent faktisk psykotisk eller sindssyg, så ville du ikke selv opdage det!
Håber at Bent kan bruge dit svar.
Mvh Louise
Hej Louise
Dejligt at høre, at du kan bruge det, jeg skriver løs om. 🙂 Det er vel nok sødt af dig at sige!
Du har helt ret mht. det, som din psykolog har sagt. Og det er supergodt forstået. Den eneste grund til, at jeg ikke plejer at nævne det, er, at det, man typisk er på jagt efter, når man plages af de tanker, som Bent går rundt med, er 100 % (og ikke bare 99,99 %…) sikkerhed for, at man ikke er psykotisk eller sindssyg. Og den jagt har ingen ende. For et kort stykke tid efter, at man har fået en beroligende forsikring (lige meget hvor fornuftig og rigtig den er) om, at man ikke er sindssyg, så begynder angstcenteret i ens hjerne at sige: “Jaaamen, hvad nu, hvis jeg ALLIGEVEL er sindssyg…?!”
Men det er rigtigt forstået, at det netop er karakteristisk for sindssyge, at man opfatter ens (forvanskede) forestillinger for præcis lige så rigtige, som alt det andet, man – og andre – oplever. Når man er sindssyg/psykotisk, vil man derfor ikke være bange for at være sindssyg, men fx mene (og det vil sige, at man er 100 % overbevist om), at man bliver forfulgt, at andre er ude på at genere en, eller har stjålet ens tanker. I den mere maniske ende af skalaen vil man fx være 100 % overbevist om, at man har evner, som andre ikke har. Fx. at man er Gud eller Jesus eller er Guds gave til verden inden for et eller andet felt.
Men som sagt er det meget uhensigtsmæssigt at gå og holde øje med ens “virkelighedsopfattelse”. Når man gør det, kommer man til at opleve, at man ikke er i nuet, og at man ligesom er på “afstand” af det, der foregår omkring én, og så bliver man skræmt over det. Men det er en evne, alle mennesker har. Den er der ikke noget galt med. Den bruger vi fx, når vi overvejer om det er på tide at tage hjem, mens vi sidder og snakker med en god ven. (Vi kan på samme tid være med i oplevelsen og stå lidt på afstand af den og “betragte den”).
Nå, Louise, jeg blev helt ansporet af det, du skrev. Tak for det! Det er altid superskønt at høre respons. Og tusind tak for bidraget. 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Kære Amanda, Anonym – og Lotte
Jeg vil blot fortælle, at jeg har haft det på præcis samme måde, og det var utroligt hæmmende for mig – både privat og på job. For cirka 5 år siden fandt jeg tilfældigt Lottes hjemmeside og gik til en konsultation hos hende. Her for forklarede hun mig de ting, hun også beskriver ovenfor, og vi fik en grundig snak om min situation. Den samtale har ført til, at jeg nu har det langt langt bedre med min rødme, og at det næsten ikke generer mig i det daglige mere. Jeg rødmer stadig jævnligt – særligt når folk uventet spørger mig om private ting. Og jeg kan stadig gribe mig selv i at blive irriteret over, at jeg så bliver rød i hovedet. Men det vigtigste er, at jeg ikke længere “trækker mig” fra sociale situationer eller lader mig hæmme af det. Og min tendens til at rødme er også blevet langt mindre. Så stor tak til Lotte 🙂
KH Anna
Kære Anna
Hvor er det bare søde ord! Og sjovt at få en tilbagemelding så mange år senere. Hvor er jeg glad for, at jeg har kunnet gøre en forskel for dig!
Ja, jeg vil ikke sige meget mere, for du beskriver så fint, fint den ændring i tankegangen, som er helt central.
Det tror jeg, er en god hjælp til andre, der kæmper med samme problem så mange tak, fordi du satte dig ned og forfattede det.
God vind fremover! 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Hejsa med dig jeg døjer selv med sygdomsangst men jeg læser meget på nettet om det stadigvæk og jeg er blevet tjekket på kryds og tværs og jeg er sund og rask men skal så prøve at aflede mig selv så meget som jeg kan men ville du have nogle gode råd til hvordan at jeg kan komme det her til livs for det er noget irriterende men jeg er kommet af med min tandlæge angst jaså kan det også lykkedes med denne her men det tager bare lidt tid men det skal nok lykkes mig mvh Lone
Vi mennesker er nogle underlige størrelser. For meget tankevirksomhed i hovedet fører til for mange bekymringer.
Du har helt ret i, at det er spild af dyrebar tid.
Jeg er glad for at høre, du er enig, Hans. 🙂 Det er bare ikke så let at sige til sig selv, når først angsten er vokset. Den har sin egen dynamik, hvor den skaber et uheldigt fokus på kropsfornemmelser og bekræftelse af de katastrofeforestillinger, som gør én endnu mere bekymret.
Jeg vidste ikke at man altid har tvangshanlinger. Det var fedt du skrev det! Og tak for listen over overbevisningene inde på OCD siden. De passer super godt på mig, desværre.
Hej Pia
Hvor er det dejligt at høre, at jeg kunne bidrage med noget ny information! 🙂
Tak, Lotte. Så forstår jeg bedre, hvad jeg gør forkert. Din forklaring med den hvide bjørn er nem at se for sig. Af hjertet tak for al det hjælp der er her på hjemmesiden. Du er en ildsjæl, virker det til! 🙂
Tusind tak for de søde ord, Sofie!
Hej
Da jeg var lille, var jeg nevøst anlagt og bange for alt muligt, og det var først tyverne, at det gik op for mig, at jeg led af OCD. Jeg havde nogle slemme peroider med tanker om alt muligt – at jeg var pædofil, at jeg ville komme i helvede, at jeg pludselig ville bortføre et barn og slå det ihjel, at jeg ville komme til at sige noget blasfemisk, at jeg pludselig ville puffe til en, så han/hun faldt ned på togskinnerne på en station. Det har været så belastende, og jeg turde ikke sige det til nogen. I mange år turde jeg heller ikke tænke på at få børn. jeg var bange for at jeg pludselig kunne finde på at gøre dem fortræd. Tak for at du skriver så åb ent om dine egne tanker. Da det gik op for mig at jeg havde OCD, fik jeg en lettelse, man slet ikke kan beskrive.
Kære Benny
Tak for de pæne ord. Og mange, mange tak for dit bidrag. 🙂
Når man ikke ved, hvorfor man har sådan nogle ubehagelige tanker, kan man blive ekstremt skræmt af dem. Det hjælper typisk meget at finde ud af, at det er angst, der skaber dem. Og at der er mange andre, der har det på samme måde. Det er desværre på mange måder stadig lidt af en “hemmelig klub” at være medlem af…
Jeg er glad for at høre, det lettede, da du fik fundet ud af, at det var OCD, du led af.
Jeg ønsker dig al held i fremtiden!
Mange hilsner
Lotte
I magne år fik jeg det varmt i hele kroppen og blev rød i hovedet, når jeg følte mig fokus. Jeg føte også at andre mensker dømte mig. Men var der en af mine veninder der fortalte at hun havde det ligesådan. Så nu er jeg blevet lidt bedre til at tænke at andre mensker også er usikre og jeg skal få dem til at have det bedre. Det hjælper også at flyte fokus over på den anden synes jeg. Tak for idéen med at tænke på sig selv som vært i samtalen. Det er måske det jeg gør?
Hilsen
Camilla
Dejligt at høre feedback på det, jeg skriver, Camilla. 🙂
Hej Lotte
Jeg har generelt svært ved at være ked af det. Når jeg er trist, tror jeg at det kommer til at vare forevigt og jeg vil bare gerne af med følelsen så hurtigt så muligt, så jeg distraherer mig eller bliver ked af, at jeg har følelsen, hvilket jeg så også bliver ked af. Hvordan holder jeg op med det og bare føler tristheden? Den er så altopslugende, at den overbeviser mig om, at den vil vare ved for evigt, og det er meget svært at holde ud.
Mvh. Laura
Kære Laura
Det er et super klassisk problem, du kæmper med. Det er i øvrigt vigtigt at vide, at følelser altid slutter. Også selvom vi ikke gør noget for at få dem til at slutte. Det er på en måde følelsens “bluffnummer”, at den forsøger at bilde os ind, at den vil vare for evigt, for så gør vi alt, hvad vi kan for at få den til at stoppe. Følelsens formål er at få os til at handle. Men vi tager fejl, når vi tror, at følelsen vil være der for evigt. 🙂
Måske kan du forsøge med teknikken med de 5 trin ovenfor?
Mange hilsner
Lotte
Jeg har aldrig været et drømmebarn og er den der bliver pillet ned hele tiden og har aldrig følt mig elsket og det har resulteret i at jeg lider af angså ptsd og seperationst angst og har altid haft ekstreme voldelige forhold for jeg fortjener jo ik bedre
Bare man ku slippe for tankemyldert bare engang imellem! Når jeg sidder og ska slappe af kan jeg ik la være med at blive bange at der er noet helt galt med mit hjerte eller måske sclerose fordi det snurrer i fingrene og tæerne. Er der noen der har prøvet det?
Kære Karla – Din bekymringer om, at snurren forskellige steder i kroppen er tegn på noget med hjertet eller sclerose, er meget, meget almindelige, kan jeg sige dig, hvis det er nogen hjælp. 🙂
Jeg vil fx anbefale dig at kigge på siden om angstsymptomer og deres forklaring. Den finder du her: https://www.angst-strategier.dk/angstsymptomer-den-helt-naturlige-forklaring/
Jeg kan ikke garantere dig, at det er angstsymptomer, du taler om her, men det er en mulighed, i al fald. Så det kan være en god idé sætte sig ind i, hvilke kropsfornemmelser angst kan skabe.
Mange hilsner
Lotte
Min kæreste siger tit at jeg overdriver alting og er alt for sensitiv når jeg prøver at forklar ham hvad jeg føler. Jeg kan ikke holde ud at han ikke forstår 100 % hvad jeg føler. Så gør jeg alt for at forklare ham det. Hvordan skla jeg få ham til at forstår det hvor såret jeg blir når han siger sådan?
Kære Ida
Måske skulle du lege med idéen om, at andre mennesker ikke behøver at forstå 100 % hvad vi føler. Menneskers behov og følelser er lige meget værd. I et parforhold er det, der er vigtigt, at man kan forhandle sig til rette til noget, der giver hver partner lidt mere af det, vedkommende gerne vil have. Giver det mening? 🙂
Mange hilsner
Lotte
Jeg får en følese af hjertet springer ud af brystet på mig, og ryster jeg bagefter. Jeg trro ikke jeg hyperventilere, for jeg trækker vejret helt normalt.
Kære BA
Når man ser folk, der hyperventilerer – fx i tv-serier – så foregår det altid meget voldsomt med en masse lyd på – men undersøgelser viser, at folks vejrtrækning kan have ændret sig i op til 47 minutter før deres panikanfald – helt uden at de har lagt mærke til det.
Så man kan sagtens gå og trække vejret på en uhensigtsmæssig, hyperventilerende måde uden at vide det. Det kan være forklaringen på en del af de symptomer, man oplever. Men da man ikke kender den (helt ufarlige) forklaring på kropsfornemmelserne, bliver man bange for dem, og den angst kan så udløse det egentlige angstanfald.
Mange hilsner
Lotte
Det med spotlighten kan jeg godt relatere til. Jeg bliver meget nervøs når vi har møder på Teams. Er det normalt? Nogen gang tænker jeg at jeg ikke egner mig til et arbejde med møder men det er svært at finde et andet. især under corona er det blevet endnu værre. Jeg tør ikke sige noget og når det er min tur skynder jeg bare at sige det jeg skal meget hurtigt. Tak for din hjælp her på siden.
Hilsen Marie
Kære Marie
Det er rart at vide, at du kan bruge det, jeg skriver.
Det er en klassisk angst, du har. Jeg kan fortælle dig, at du ikke er alene.
Vi mennesker kan som regel ikke se på andre, at de er nervøse. Eller også undervurderer vi, hvor nervøse de er. Så jeg håber, at du kan sige til dig selv, at mange af de andre til møderne på Teams, er nervøse for at sige noget, uden at du aner det.
Måske hjælper det lidt at tænke på som en hemmelig klub, som du og de andre er medlem af? 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Bliver man ikke nemt upopulær når man har assertiv adfærd? Jeg har en søster som altid siger tingene ligeud. Det er altså ikke altid rart for os andre. Hun taler om sig selv hele tiden og der er ikke plads til os andre. Jeg har prøvet sige det til hende men så bliver hun bare sur og siger jeg skal lade vær med at blande mig. Min mor holder med hende. Hun siger til mig jeg må lærer at vi er forskellige. Her til jul var det bare ikke særlig sjovt hun sad og rettede på alt vi andre sagde. Jeg synes mine forældre skal sige fra. Hvordan skal jeg få dem til det?
Kære Theresa
Tak for dit spørgsmål!
Mht. din søster, så er det vigtigt, at du skelner mellem det at “sige tingene ligeud” og at kommunikere assertivt, som bl.a. går ud på at kommunikere ligevægtigt, men med respekt for den, man taler med. Det lyder nærmere, som om din søster kommunikerer aggressivt, ikke assertivt.
Det er ikke lige sådan at ændre på dynamikken i en familie. Dine forældre skal selv ønske at ændre på den. Det er ikke noget, du kan få dem til, hvis de ikke ønsker det.
Det, du kan lave om på, er din egen reaktion på det, der foregår. Det kan så måske inspirere andre omkring dig og give dig selv bedre selvværd. 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Hej Det er nogle gode teknikker, Lotte. Man kan også sige at man først vil tænke sig om. Det synes jeg ikke du skriver om. Hvorfor ikke? Det er afgørende at vide. Hilsen Peter
Tak for rosen, Peter. Og for inputtet! 🙂
Jeg bliver meget nervøs for blive til grin når jeg taler med mennesker som jeg ikke kender. Jeg er kedelig og uinteressant. Jeg får røde pletter på halsen og i hovedet. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få en kæreste. Jeg kan ikke lide at gå på date for så ser personen at jeg rødmer. Det er grimt og pinligt. Hvad skal jeg gøre ?
Hej Louise
Det, du beskriver, er meget mere almindeligt, end du tror. Mange mennesker tror desværre, at andre synes, de er kedelige og uinteressante. Og hvis man rødmer, kan man komme ind i en dårlig spiral, hvor man efterhånden rødmer, bare man tænker på, om man kommer til at rødme. Heldigvis er andre menneskers indstilling til det typisk mere positiv end ens egen.
Mht. hvad du kan gøre ved det, vil jeg foreslå dig at kigge på følgende sider:
https://www.angst-strategier.dk/social-fobi-angst/
https://www.angst-strategier.dk/social-fobi-roedmen-jeg-er-saa-ked-af-at-jeg-roedmer-hvad-skal-jeg-goere-ved-min-sociale-fobi/
https://www.angst-strategier.dk/12-tips-til-hvordan-du-bliver-bedre-til-at-smalltalke/
Så har du måske et sted at starte? 🙂
Mange hilsner
Lotte
Det om passiv aggression er spot on. Nu forstår jeg hvorfor det trigger mig så meget. Min familie er verdensmestre. Kan du ikke skrive noget om hvordan man tackler det?
Hej GM
Det kommer an på, hvad du mener med “min familie”. Man kan ikke lave om på mennesker, som ikke ønsker det, eller som ikke er parate til det. Men jeg håber, at det, jeg har skrevet, giver dig lidt mere forståelse for, hvorfor de gør, som de gør.
Hvis det er ens partner, som er passivt aggressiv, er det til gengæld afgørende, at det bliver italesat, og at man kræver, at det holder op. Hvis man lader det fortsætte i mange år, så bliver forholdet efterhånden så dysfunktionelt, at begge parter ønsker at komme ud af det. Så stop det i tide!
Hvis det kan lade sig gøre, så få din partner til at kigge på testen ovenover sammen med dig. Så kan du måske håbe på, at vedkommende kan erkende det.
Men uanset om vedkommende vil erkende det eller ej, bør du insistere på, at du ikke vil finde dig i det. Jeg er ked af at måtte sige det så hårdt, men det er ganske enkelt gift for forholdet.
Mange hilsner
Lotte
Min mand kæmper med angsten og jeg leder efter strategier til at gøre hans hverdag lidt nemmere. Tak for al den gode informationen om livet med angst og hvordan man kan komme af med det! Det du skriver om at bekymringer “virker” giver mening for mig. Det forklarer hvorfor han bliver ved med at bekymre sig selvom han gør alt for at lade være.
Hilsen Anonym
Tak for at du har gjort det så konkret og nemt at gå til. det er ikke til at misforstå.
Tak for de pæne ord, Torsten. Dejligt at høre! 🙂
Det som du har skrevet hjælper mig med bedre at forstå min kæreste. Han kæmper med samme former for tanker. Tak for indsatsen, Lotte. Har du nogle råd til hvordan man bedst hjælper som pårørende?
HH
Kære HH
Dejligt at høre, at det er en hjælp for dig. 🙂
Mht. hvordan man bedst hjælper som pårørende, så vil jeg anbefale, at man sætter sig rigtig godt ind i, hvad angst er for noget. Desuden vil jeg anbefale pårørende at læse det brevkassesvar, jeg har skrevet om netop det. Det finder du her: https://www.angst-strategier.dk/angst-min-brors-kaerestes-angst-splitter-familien-ad/
Kærlig hilsen
Lotte
Tak for dine posts.
Din store indføling med folk med angst skinner tydeligt igennem.
Det er rart at læse!
KH Patricia
Tak for de søde ord, Patricia. De luner. 🙂
Hej Lotte Jeg kommer også tit til at Google symptomer selv jeg ved det er en dårlig ting. Vil prøve af lade være. Tak for dit svar og det du skriver på hjemmesiden i øvrig.
Anne
Tak for de søde ord. Og held og lykke med afvænningen! 😉
Mange hilsner
Lotte
Tak for de opklarende spørgsmål. Lette at bruge.
Din engagement skinner igennem. Tak, Lotte. 🙂
Tak. Dine ord varmer. 🙂
Tak for din indsats!
Mvh
Mie
Søde ord, Mie. Selv tak! 🙂
Kære Lotte
Den seneste tid jeg oplevet flere angst anfald. Det har gjort mig bekymret skal jeg blive invalideret af det Jeg har en bekendt som endte på førtidspension pga angst. Hvad skal jeg gøre?
Mvh Vibeke
Kære Vibeke
Det er vigtigt, at du for det første holder følgende ting for øje:
Når man bliver angst, laver ens hjerne følgende tænkefejl:
1. Man overvurderer det, man frygter.
2. Man overvurderer konsekvenserne af det, man frygter.
3. Man undervurderer ens egen evne til at håndtere det, man frygter, og konsekvenserne af det.
4. Man undervurderer de ydre ressourcer, man kan trække på.
Så skriv dine bekymringer ned på et stykke papir. Find de væsentligste, og tag så et øjeblik for givet, at jeg har ret i de 4 punkter, jeg har skrevet her ovenfor. Skriv nu gensvar til dine bekymringer, der trækker på de 4 punkter. Altså spørg fx dig selv: “På hvilken måde har jeg måske overvurderet det, jeg frygter?” Svar: “Jo, det har jeg måske, fordi …”
Aftal derefter en kortere periode (fx en uges tid) med dig selv, hvor du afleder dig selv, når du begynder at gruble over, hvad din angst kan føre til i det lange løb. Lov dig selv, at du vil evaluere bekymringstankerne igen, når perioden er overstået. (Du kan langt nemmere aflede dig, når din hjerne ved, at du har lovet at evaluere bekymringstankerne, når denne forholdsvis korte periode er overstået …)
Når perioden så er overstået, vil jeg foreslå dig at vurdere, om bekymringerne blev mindre, fordi du ikke grublede over dem, når de dukkede op.
Jeg håber, at du vil give denne model et forsøg. 🙂
Mange hilsner
Lotte
Tak for dit hurtige svar Lotte Måske det for indviklet til mig Men jeg prøver
Vibeke
Jeg har aldrig oplevet få konstruktiv kritik. Folk er nedrig.
Så snart jeg lægger mig i sengen begynder jeg at gruble. jeg har prøvet afslapning white noise mindfulness men ingenting hjælper. Efter lang tid falder jeg i søvn men sover meget let og vågner igen og igen og så kommer bekymringerne tilbage. Søvnløsheden gør det svært for mig at fungere om dagen. Hvad skal man gøre når grublerierne gør en søvnløs?
På forhånd tak!
Bodil
Kære Bodil
Tak for spørgsmålet.
Et ordentligt svar på det kræver desværre en længere og mere individuel analyse af, hvad det er, du gør forkert. På min side om søvnløshed kan du se en lille video om, hvad det er for en ond cirkel, man kommer ind i, når man får problemer med at sove. Den finder du her: https://www.angst-strategier.dk/soevnloeshed/
Men nu skal jeg prøve at komme med et par råd eller principper, så du kan se, om der er noget, du kan bruge.
Når man først begynder at blive søvnløs, fortsætter man som regel med at ligge i sengen længe efter, at man har fundet ud af, at man ikke kan falde i søvn. Det skaber efterhånden en automatisk association i hjernen mellem det at ligge i sengen og det at bekymre sig. Så derfor er det vigtigt, at man vænner sig til at stå op, når man har ligget i sengen 10-15 minutter uden at kunne sove.
Når man så føler sig søvnig igen, går man ind i seng igen. Når man igen har ligget der 10-15 minutter max uden at sove, står man op igen. Og så fremdeles …
Der er mange, der anbefaler, at man foretaget sig noget søvndyssende, når man er stået op midt om natten, men det er desværre mine erfaring, at det kan ende med at komme til at understrege den katastrofestemning, man er kommet til at opbygge. 🙂 Derfor plejer jeg i stedet at anbefale, at man forsøger at udnytte den tid, man får ”forærende” af søvnløsheden så godt som muligt – fx med at lære et eller andet nyt. På den måde får man vænnet sig til ikke at opfatte søvnløsheden som en katastrofe, men i stedet som en lidt upraktisk, midlertidig gene.
Når man lider af søvnløshed, er det meget ofte, fordi der er en eller anden ting i ens liv, som man er begyndt at opfatte som en eksamen, som er livsvigtig for en at bestå. Det er derfor vigtigt, at man får konfronteret og bearbejdet de tanker, evt. med professionel hjælp.
Desuden er det godt at lære at forholde sig anderledes til bekymringstanker generelt – bl.a. gennem mere effektiv problemløsning, som man sætter tid af til at foretage på et stykke papir hver dag – fx efter aftensmaden.
Desuden er det typisk for folk, der har tendens til søvnproblemer, at de ikke udtrykker deres behov på en assertiv måde. Så det er vigtigt at lære. Det kan du fx se mere om på denne side: https://www.angst-strategier.dk/assertiv-myter-og-facts/
Når man begynder at udtrykke sine behov konstruktivt og ligeværdigt, har det som regel god effekt på søvnløsheden.
Det var et par små råd, som måske kan give dig et par idéer om, hvad der måske kan hjælpe. Det håber jeg i al fald. 😊
Kærlig hilsen
Lotte
Det virker næsten som om, du skriver direkte til mig. Jeg tror, det kan inspirere mange til at forstå, hvordan OCD er. Tak! 🙂
Tak, RM. Det er jeg glad for at høre!
Jeg har generaliseret angst og har det forfærdeligt i min krop næsten hele tiden, særlig når jeg vågner om morgenen og efter middagslur. Jeg tager ikke en lur hver dag, kun engang imellem. Jeg går til læge hver 6. uge. Det hjælper ikke. Jeg har også sygdomsangst. Tak for listen.
Sarkastiske mennesker er fyldt med vrede eller misundelse. De føler, de vinder når de leverer en spydig bemærkning. Men der er ingen der vinder. Alle taber.
Tak for bidraget, Dina. Jeg er meget enig. 🙂
Hej Lotte
Jeg har altid været lidt bekymret anlagt, men for nylig fik jeg et fysisk angstanfald, og det varede en hel uge. Det var ærligt talt den værste uge i hele mit liv. Jeg var meget bange for, at jeg var ved at blive sindssyg. Jeg var sammen med min mand og søster og svoger, og vi havde det fint sammen, men pludselig kunne jeg ikke trække vejret. Det var slet ikke fordi, jeg var nervøs. Hele kroppen rystede, det sitrede i huden, og jeg kunne mærke min puls i tungen. Min venstre arm føltes slap og gummiagtig, og det fortsatte i flere dage. Jeg kunne slet ingenting hverken spise eller sove, og jeg googlede symptomerne hundredvis af gange i løbet af dagen og blev overbevist om at jeg havde en alvorlig sygdom.
Til sidst gik jeg til lægen og fik taget EKG og blodprøver, men alt var normalt. Der er ingen tvivl om, at jeg havde fysiske smerter, og nu er jeg meget nervøs for, at det skal ske igen. Jeg er en rationel person. Hvorfor sker det her for mig??
Hej IH
10 % af alle mennesker kommer ud for et panikanfald. For en femtedel af disse 10 % (altså 2 % af befolkningen) kommer anfaldene igen. Så det er faktisk langt mere almindeligt at få et panikanfald, end man måske skulle tro.
Jeg kan ikke garantere, at dette her er svaret på dit spørgsmål, men prøv at kigge på siden “Hvordan kommer man af med panikangst?” (Den finder du her: https://www.angst-strategier.dk/panikangst/hvordan-kommer-man-af-med-panikangst/
På den side kan du sætte krydser ud for, hvilke antagelser du har, som holder dig fast i angsten. Du kan også se den klassiske onde cirkel, man kommer ind i, når man får panikangst. Jeg gætter på, at du vil kunne genkende noget? 🙂
Forhåbentlig giver det dig et par svar, du kan bruge.
Hej lotta
Jeg lider af en lang periode med panikanfald
Frygt for sindssyge
Angrebene kommer pludselig og varer i flere dage eller en uge, og så forsvinder de i uger og kan vende tilbage pludseligt
Mit problem er simpelthen, at jeg lider af frygt for at miste kontrol over mig selv og mit sind og til sidst blive skør.
Jeg har en vidunderlig familie, en kone, jeg elsker så meget, og jeg har 4 børn, hvoraf to snart bliver læger, fordi de studerer medicin på Aalborg Universitet.
Mit liv er stabilt, og jeg har ingen problemer bortset fra frygt og fobi for sindssyge og besættelse af sindssyge og at miste min familie efter at have mistet mit sind
Bliver mental sygdom skør?
Svar mig venligst og tak mig al tak og kærlighed
Mvh
Asou Agam
Hej Asou
Jeg vil foreslå dig at læse mine sider om panikangst. Dem finder du her:
“Hvad er panikangst?” >>
“Hvordan kommer man af med panikangst?” >>
Der vil du kunne se, at din angst for at blive sindssyg, er en klassisk katastrofetanke hos folk, der lider af panikangst. Og du vil også kunne se, hvilke antagelser du har, som holder dig fast i panikangsten – bl.a. en antagelse om, at ”Angst kan gøre mig psykotisk”.
Jeg gætter på, at du også vil kunne genkende, at du har følgende antagelse, som også står på sidstnævnte side som en klassiker hos folk med panikangst: “”Panikangst passer ikke med mit billede af mig selv som succesfuld og stærk. Den slags burde ikke ske for mig.”
Hvis du først gemmer de to sider i et Word-dokument og derefter sætter krydser i afkrydsningsfelterne ved det, du selv kan genkende, får du et godt og personligt overblik over, hvad det er, du skal ændre for at komme af med din panikangst.
Jeg håber, du kan bruge det til en start? 🙂
Mange hilsner
Lotte
Jeg tog testen. Jeg har både desorganiseret og ambivalen tilknytning Efter jeg blev skilt har jeg fundet ud af min far var narcisist. Han sagde grimme ting til mig hele min barndom. Kan man godt ændre sig? Jeg sabotere meget mig selv Jeg tør ikke søge nyt job selvom jeg bliver mobbet.
Jeg tilslutter mig at det er meget gode, betryggende og brugbare ord.
Jeg har panikangst som jeg vågner af om natten …. uden drømme …
jeg vågner op i et chok med høj puls og adrenalinen pumpende ….
Jeg tror jeg er ved at dø og at jeg skal vågne op for at holde mig i live … jeg kæmper med at analysere hvad der sker og hvorfor, for at få det til at gi mening …
Og det er lige som at prøve at holde fast i en drøm som gir mindre og mindre mening og forsvinder mere og mere …. Jeg står også op, løber ind i stuen før jeg “må” “kan” trække vejret …..
Eller sådan var det.
Nu kommer det hyppigere,nogle perioder hver nat.
Men mindre heftigt.
Jeg ved det er angst og jeg har sluppet ideen om at skulle gribe ud efter årsagen …. som jeg nu har erfaret ikke er virkelig.
Så det er blevet bedre.
Men jeg ville sådan ønske at jeg kan slippe helt af med det …
Vh Katrine
Godt at høre, Katrine, at du er begyndt at omfortolke det, som du oplever. 🙂
Du kan se mere om, hvorfor man kan få panikangst om natten og hvordan man kommer af med den her: https://www.angst-strategier.dk/panikangst/
(Scroll ned til der, hvor der står “Nattepanik”.)
Mange hilsner
Lotte
Jeg har aldrig været et drømmebarn og er den der bliver pillet ned hele tiden og har aldrig følt mig elsket og det har resulteret i at jeg lider af angså ptsd og seperationst angst og har altid haft ekstreme voldelige forhold for jeg fortjener jo ik bedre
Hej Lotte
Jeg vil høre om, du har nogen bøger til anbefaling omkring:
Aggressiv problemløsningsstil
på forhånd tak.